Mange behøver ikke være for mange

Tosprogede børn, deres familier, undervisning, liv og opvækstvilkår har i mange år været og er stadig grobund for fordomme såvel populistiske som politiske. I de senere år er der heldigvis sket meget inden for forskningen, og resultaterne af denne forskning er samlet i denne antologi.

Bogen er en opfølger til Anne Holmen og Jens Normann Jørgensens "Tosprogede børn i Danmark", en grundbog fra 1993, der koncentrerede sig om de sproglige områder. Den nye antologis store styrke er, at den yderligere behandler de kulturelle, sociale, demografiske, pædagogiske og socioøkonomiske aspekter. Hvert kapitel bidrager til en grundlæggende indsigt i de tosprogede børns liv og opvækstvilkår og til forståelsen af, at tosprogethed for børn ikke i sig selv er en belastning, eller at tosprogede børn ikke er anderledes end andre børn i Danmark.

Bogen stiller nogle centrale spørgsmål angående de nuværende måder at håndtere den sproglige mangfoldighed på. Den peger på samfundets vigtige opgave i forhold til opbygningen af nye flerkulturelle fællesskaber i skoler og daginstitutioner og synet på børnenes to sprog som omdrejningspunktet i forståelsen af den pædagogiske praksis.

Man kan undre sig over, hvorfor denne viden ikke allerede er implementeret på vore institutioner, arbejdspladser og i samfundet som helhed, da alle sprogforskere er enige om, at modersmålsundervisning er en god ide til mindretalselever,"uanset om den politiske stemning i Danmark er sådan, at nogle ikke tør stå ved det, hvis de kommer under politisk pres", som JensNormann Jørgensen skriver.

Forfatternes konklusion er, at de senere års politiske og pædagogiske tiltag rettet mod tosprogede børn og deres familier overvejende udspringer af en monokulturalistisk tilgang. Konsekvensen er det øgede fokus på dansktilegnelsen og det manglende fokus på modersmålsundervisningen.

Under overskriften "Hvor mange er for mange?" bevæger Thomas Gitz Johansen sig ind på et spændende og aktuelt område omkring "bussing", sprogtest og magnetskoler. Han argumenterer for, at en høj koncentration af minoritetsgrupper i sig selv ikke er et problem for samfundets sammenhængskraft, hvis de accepteres og opfatter sig selv som medborgere i det omgivende samfund.

Læseren gøres opmærksom på, at den offentlige italesættelse af børnenes familier som anderledes og problematiske er afgørende faktorer i forståelsen af tosprogede børns opvækstvilkår og socialisering.

Bogen er på grund af sin introduktion til teori og mange praksiseksempler fra dagligdagen velegnet til undervisning og kan varmt anbefales til seminarier og andre læreanstalter og institutioner – og til alle, der har med mennesker at gøre.