Magiens farve

De vittige indfald står så meget i kø, at der er ansats til tumult, når de vil frem til læseren på samme tid.

Den excentriske turist Småblomst kommer på besøg på en anden planet, hvor han nyder godt af en overordentlig fordelagtig vekselkurs for den medbragte valuta. Det sætter ham i stand til at deltage i de oplevelser, han vil, og det er ikke finkulturelle indslag, han plager sine guider om. Nej, det er det virkelige liv, med dragekampe, krostueslagsmål og bestialsk magi, der står på programmet, når den kiksede troldmand Vindekåbe viser rundt i et samfund i opløsning. Storbrand i byen driver selskabet på flugt, fornuftigt sekunderet af den selvgående rejseledsager ved navn Bagage med det nyttige indhold og det forbeholdne sind.

Historien vrimler med ekstraordinært mange ord, selv for en fantasyfortælling at være. Det er vittigt, men også lidt tungt i længden. Især ved tanken om, at der kommer mange bind endnu.

Bogen har opnået en slags kultstatus, især blandt halvstore drenge, der står i lære som nørder og sære snegle. Dem skal der jo også være læsestof til.