På en tiloversside før titelbladet har bogen fået undertitlen: 'Et spændende eventyr, der udspiller sig på barndommens tabte ø'. Dette er faktisk en ret så præcis karakteristik af den fornemmelse, historien efterlader i den voksne læser og i de fem-ni-årige tilhørere, som jeg har haft til bogen. Bogens angelsaksisk inspirerede matrostøjs-, dyre- og mennesketegninger er ved hjælp af en særlig skravering blevet lidt løse i konturerne, så de står med erindringens åbne skarphed. Historien er spundet over et elementært spændede tema: storebror skal passe lillebror, som bliver væk, men som efter mange spor og mange forsvindingsnumre dukker op igen.
Væsnerne i historien er set i børnehøjde: hundene og kattene er megastore, men historiens gang er set i et voksenperspektiv: Magnus forsvinder hele tiden ind i værre og værre universer, først til de store hunde, så til de store katte, så til skurkene og banditterne, så til spøgelserne for til sidst at ende blandt byrådets medlemmer.
Alle væsner og uvæsner har sendt Magnus til en værre instans, fordi de ikke har kunnet få ham til at le, men selv byrådet har ingen lattermidler.
Da Mads kræver at få Magnus med hjem til sin mor, vedtager byrådet straks forslaget og udnævner Mads til Ridder af Den Våde Ble.
Måske en idé til løsning af pasningsgarantien: store børn passer mindre søskende.
En skæg billedbog for voksne og for de aldersgrupper, der er bevidste om, at de skal passes.
Mads og Magnus
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.