Måske en ven?

Bagsideteksten signalerer en historie om de svage, der lærer at blive stærke(re). Samtidig signaleres der også socialrealisme med fokus på dagligdags problemer. Her følger bogen to drenge fra hver sin kultur, der har det skidt, både hjemme og i skolen, pansret ind i den usikkerhed og ensomhed, det medfører. Efter mange sikkert realistiske genvordigheder får drengene chancen for at skabe et fælles liv, og det behjertede, pædagogiske sigte ligger formentlig i håbet om, at både den danske og den 'fremmede' kultur får lært noget gennem alle trængslerne. Bogen fokuserer via (mange) middagsborde i familiens skød og konfrontationer i skolen på mobbende kammerater og udskældende eller uforstående voksne, og denne parallelhistorie bringer da heller ikke noget nyt på banen inden for tematikken magt/offer - uanset dens kulturelle skitseringer. Alle, der arbejder med børn, kender derfor præmisserne, men sandsynligvis er der alligevel noget at hente for svage, ikke-litterære drenge på mellemtrinnet, der kan identificere sig med problemerne og opbygge håbet om, at (flerkulturelle) venskaber ikke blot er mulige, men også kan være problemløsende på længere sigt, hvis bare man - som i bogen - får mod til at tage det første skridt i den retning.