Nogle folkeskoler har ladet sig inspirere af lukkedage i vuggestuer og børnehaver og indført arbejd-hjemme-dage.
Årsagen er, ifølge skolelederne omsorgsdage, sygedage eller kurser for lærerne. I stedet for at få vikarundervisning, bliver eleverne i 7., 8. og 9. klasse bedt om at arbejde hjemme, skriver Berlingske Tidende.
"Vi overvejer hver gang, hvad der pædagogisk giver mest – om det er tilkaldevikar eller at arbejde hjemme. Det er ikke bare en nødløsning. Men det er selvfølgelig en ulempe, at eleverne ikke kan få hjælp", siger skoleleder Connie Zlatevski til Berlingske Tidende.
Grænsen er nået
Undervisningsminister Tina Nedergaard mener at grænsen er nået. Hun mener, at hele kulturen i folkeskolen trænger til at blive ændret, efter at det gennem ugen er kommet frem, at en tredjedel af eleverne får færre timer, end loven kræver, siger hun til avisen.
Hun vil nu indkalde kommunerne, skolelederne, lærerne og oppositionen til stormøde.
Eleverne indkalder til topmøde
Også landets skoleelever har fået nok og indkalder til et topmøde. Det sker i form af et åbent brev, hvor eleverne beklager folkeskolens udvikling: Tiden smuldrer med aflyste timer og vikartimer i løbet af en skoleuge, hvor skemaet i forvejen lider under, at en tredjedel af eleverne har færre timer, end loven kræver.
"Vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Men det kan vi elever ikke mærke. Aflyste timer, elendige vikarer og ulovligt lave timetal er blot nogle af de ting, som vi skal trækkes med hver eneste dag. Hvordan kan det passe? Hvor går det galt for skolen? Og hvad kan vi alle sammen gøre for at få vendt skuden 180 grader og få rettet op på problemerne", spørger elevernes formand, Troels Boldt Rømer.
Deltager gerne
Mødet er planlagt til at blive afholdt 25. maj på en skole i København. Salen vil være fyldt med elever, som de ansvarlige politikere og skolefolk skal stå skoleret overfor.
Undervisningsminister Tina Nedergaard siger ja til at komme.
"Det er et rigtig godt initiativ, som jeg glæder mig til at deltage i. Jeg rydder gerne min kalender, hvis det er muligt".
Også Københavns børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang vil gerne deltage. Det samme vil skoleledernes formand, Anders Balle og formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Lukkedage i folkeskoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.