“Temmelig berøringsangst”. Sådan beskriver historie- og samfundsfagslærer Louise Urth sit forhold til de mange chatbots baseret på generativ kunstig intelligens, der på rekordtid har vundet indpas.
”Jeg har ikke helt kunne gennemskue det. Og derfor har jeg nok tænkt, at det var bedst helt at holde sig fra det”, fortæller hun.
Men det ændrede sig med ét slag sidste skoleår, da virkeligheden overhalede et forløb om Rigsfællesskabet, hun var i gang med i 8. klasse på Lemtorpskolen i Lemvig.
Vi synes ofte som lærere, at vi skal have styr på det hele, og derfor er vi nok for dårlige til at omfavne det, eleverne kommer med.
Louise Urth Lærer på Lemtorpskolen i Lemvig Kommune
Midt i forløbet kom det nemlig frem, at den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump har planer om at erhverve sig Grønland – og at han ikke vil afvise at bruge militær magt for at nå sit mål.
Det blev startskuddet til det, mange forskere og kommentatorer har kaldt Danmarks største udenrigspolitiske krise i årtier.
Politisk topmøde som rollespil
Som en del af forløbet skulle eleverne løse nogle kildeopgaver. Louise Urth oplevede, at tre elever løste dem ved hjælp af kunstig intelligens.
Først blev hun ærgerlig, fortæller hun. Men så indså hun, at det var en indikation på, at AI er til stede i skolen i et omfang, så hun var nødt til at forholde sig til det.
”Jeg aftalte med eleverne, at jeg ville finde på en opgave, hvor det gav mening at bruge kunstig intelligens. Og at målet samtidig var, at de skulle lære mig at bruge den”, siger Louise Urth.
En mulighed bød sig hurtigt. Louise Urth har en forkærlighed for at arbejde med politiske rollespil i kulturfagene. Og forløbet om Rigsfællesskabet var oplagt at afslutte med et rollespil i form af et politisk topmøde om Grønlands fremtid.
Men situationen var så ny, at hovedaktørerne havde svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Positionerne skiftede fra dag til dag, så læreren kunne knap nå at færdiggøre en rolle, inden den blev forældet.
”Så jeg foreslog eleverne, at vi prøvede at lave det med hjælp fra kunstig intelligens. Jeg fortalte dem meget direkte, at jeg intet vidste om det, og at det skulle de hjælpe mig med. Og det var de med på”, siger Louise Urth.
“Jeg stillede rigtig mange spørgsmål”
Første ting på to do-listen var at finde ud af, hvem der skulle med til et politisk topmøde om Grønlands fremtid.
”Vi var i slutningen af forløbet, så de havde masser af forslag. Donald Trump, Mette Frederiksen og repræsentanter for de andre lande omkring Arktis. Men de ville også have repræsentanter for alle grønlandske partier med”, fortæller samfundsfagslæreren.
Resultatet blev, at der skulle produceres omkring 10 roller. Det skulle eleverne selv gøre med hjælp fra SkoleGPT. I mellemtiden gik læreren rundt på sidelinjen og sugede til sig.
”Jeg var på så bar bund, at jeg ikke engang havde et sprog for, hvad jeg vidste og ikke vidste. Så jeg stillede rigtig mange spørgsmål”, fortæller Louise Urth.
Og efterhånden som brikkerne faldt på plads, opdagede hun, hvor mange gode ting, der foregik i klasserummet.
Dels lærte hun selv en masse om, hvordan man rent teknisk bruger generativ kunstig intelligens.
Desuden fortalte eleverne, at de levede sig bedre ind i rollerne, fordi de selv havde lavet dem.
Eleverne var kritiske
”En præfabrikeret rolle bliver lidt udenadslære, fortalte de. Men omvendt er det svært at give dem lov til at lave dem selv, fordi man virkelig skal indhente viden fra mange kilder for at gøre det til en nuanceret person”, siger hun og tilføjer:
”Den mængde information, der skulle brydes ned og sættes sammen til en politiker-rolle, blev lige pludselig meget håndterbar for eleverne. Og man må bare sige, at når det kommer til at knuse information og udkrystallisere positioner, har AI virkelig sin berettigelse”.
Endelig oplevede læreren til sin glæde, at eleverne selv havde øje for, hvor meget man faktisk skal vide i forvejen for at skrive en god prompt – og at de selv sagde, at ”nu er vi nået dertil, hvor den bare finder på ting”.
”Jeg blev rigtig glad for at opleve, hvor kritiske de faktisk var over for de resultater, den kom med. Og i evalueringen af forløbet, sagde de alle sammen, at resultatet kun blev godt, fordi det var i slutningen af forløbet, så de havde en baggrundsviden at trække på”, siger Louise Urth.
Selv om det på sin vis var grænseoverskridende at kaste sig ud på ukendt farvand, gik det undervejs op for hende, at hun stadig havde fast grund under fødderne.
”Det kan godt være, jeg ikke ved så meget om kunstig intelligens. Men jeg ved noget om samfundsfag og didaktik. Så jeg kunne jo godt gennemskue, om de tilegnede sig den viden, de skulle”, siger hun.
Eleverne voksede en meter
Resultatet af forløbet er, at Louise Urth i dag er en hel del mindre berøringsangst over for at inddrage kunstig intelligens i sin undervisning.
”Vi synes ofte som lærere, at vi skal have styr på det hele, og derfor er vi nok for dårlige til at omfavne det, eleverne kommer med, fordi vi selv er usikre i det”, siger hun og tilføjer:
”Men jeg har fået en påmindelse om, at vi kan lære meget af dem, hvis vi går i dialog. Jeg lærte en masse af dem, og de voksede jo en meter af at vide mere end læreren. Men det gjorde også, at de skulle tage ansvar. Og at de oplevede, hvor meget man selv lærer af at lære fra sig”.
Louise Urth har i forbindelse med forløbet også bedt eleverne komme med bud på, hvordan hun som lærer kan inddrage kunstig intelligens i undervisningen på en måde, så de som elever får noget ud af det.
Dem går hun nu og tænker over, mens hun samtidig overvejer, hvad det i det hele taget gør ved undervisningen at inddrage den.
For undervisningen peger jo for eksempel frem mod en prøve, hvor eleverne ikke må bruge AI, påpeger hun.
Og skal man måske i virkeligheden have mere fokus på at få eleverne til at fremlægge og begrunde deres prompts end at bedømme deres skriftlige opgaver?
Glem ikke det analoge
Endelig er der overvejelserne over, hvad den kunstige intelligens ikke kan, og hvordan man sikrer sig, den kun bliver inddraget der, hvor det faktisk giver mening.
”Jeg drøftede for eksempel for nylig med en kollega, om man kan lave et tilsvarende forløb i forbindelse med kommunalvalget til efteråret. Men så tænkte jeg: ’Det kan man. Men man kunne også invitere en rigtig kommunalpolitiker’”, siger Louise Urth.
Hun har også leget med tanken om at fodre en chatbot med dagbøger og andre kilder, så eleverne kan stille spørgsmål til en historisk person promptet med AI.
”Men hvor AI er sindssygt god til at knuse den information, der står på linjerne, kan den jo ikke læse det, som står mellem dem. Den kan trække information ud af soldaterbreve, men ved den, hvad det betyder, at der er blod og mudder på dem?”, siger læreren og tilføjer:
”På samme måde kan jeg godt se, at kunstig intelligens har potentialer i forhold til differentiering, hvor den for eksempel kan gøre historiske tekster meget mere tilgængelige for tosprogede elever. Men vi skal altså bare være med på, hvad der forsvinder i processen: Noget menneskelighed og taktilitet”.
Louise var utryg ved kunstig intelligens – ind til hun bad sine elever om undervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.