Livets pædagogik?

At megen pædagogisk tænkning i Danmark baserer sig på den såkaldte livsfilosofi, er Böwadts grundlæggende antagelse i denne bog. Med særlig fokus på den danske livsfilosofi og dens relation til den tyske livsfilosofi giver forfatteren et billede af den pædagogiske tænkning, som den især kommer til udtryk med Løgstrup og Pahuus.

Böwadts ærinde er kritisk at analysere både livsfilosofien i sig selv og dens brug i særligt religionspædagogisk litteratur.

Med begrebet livet selv i centrum søger Böwadt at karakterisere og afgrænse livsfilosofien som den retning, der fokuserer på følelserne, har et romantisk syn på barnet og er fornufts- og modernitetskritisk. Dette resulterer i, at så forskellige tænkere som Schopenhauer, Nietzsche, Arne Næss og Løgstrup nævnes som repræsentanter.

At livsfilosofi som filosofisk retning således synes svær at afgrænse og adskille fra eksempelvis fænomenologi og eksistensfilosofi, gør Böwadts kritik af livsfilosofien diffus og upræcis. Derimod er det interessant, at hun går i dybden med en kritik af den pædagogiske tænkning, som er inspireret af Løgstrup og Pahuus. Hun argumenterer for, at livsfilosofien hos disse er en form for kristendom og dermed ikke hævet over enhver metafysik. Det er ikke blot relevant for den religionspædagogiske debat, men for den pædagogiske tænkning i sin helhed.

Bogen er relevant for alle, der ønsker at få indsigt i og diskutere moderne pædagogisk tænkning, således som den kommer til udtryk i nyere pædagogisk litteratur.