Af Anneli Iversen og Peter Olesen
196 sider, 229 kroner
Kroghs Forlag
'Min søster døde - min bror døde' kan ses som en efterfølger af forældrenes beretninger. Her er det 25 søskende med hver sin historie, der bidrager til at bryde tabuet om søskendes forhold i en familie, hvor livet er præget af sygdom eller død.
Forskellige historier, men alligevel med mange lighedspunkter. Ensomhed og isolationen er et fællestræk, som eksempelvis beskrives i en historie, hvor mormor ringer og spørger til den syge søster og til forældrene, men undlader at spørge til den raske søster. Andre lighedspunkter i beretningerne er beskrivelserne af vreden, følelserne af jalousi og skyld over for den syge, der uforskyldt tager al forældrenes opmærksomhed.
Bogens ærinde er at trøste og give indsigt til de mange, der har oplevet at miste søskende. Det er vigtigt for de pårørende at kunne holde et spejl op i livets vanskeligste situationer, idet det mindsker alenefølelsen.
Endvidere kan bogen ses som et argument for vigtigheden af, at skolen tager sig af børn i sorg, og mange af bidragyderne skriver, at megen angst og selvværdsproblemer kunne være undgået, hvis der havde været hjælp til de efterlevende søskende.
Opbygningen omkring de personlige, ukommenterede beretninger giver bogen et eftertænksomhedspræg, mere end den er en pædagogisk opslagsbog for den usikre lærer, men implicit i beretningerne kan vi blive klogere på de oversete søskendes behov for hjælp.
Gitte Ullstad
Livet i klassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.