Litterære blomster – men ikke sprogblomster

De to bøger deles om samme sprog og form. På digtsamlingen står der, at den er autofiktion – og sådan føles begge bøger faktisk. Begge bøger har den samme ligefremme form med enkle sætninger, der brydes, og et nutidigt sprog. Tonen er kantet og præcis, og teksten er skrabet for beskrivelser. Det er, som om de er skrevet i et mærkeligt mellemstadie mellem lyrik og skønlitteratur. Det er en oplagt mulighed for at tale om sprog, form og genre i øjenhøjde med sine elever – og ud fra to ret lettilgængelige og letlæselige bøger.

"Skælvinger" er en bog, der tør tage de tunge emner op. Den har stor fokus på både det at miste en forælder og det at være transperson. Det er en speciel kombination, at en roman, der så præcist passer ind i en ungdomsroman, tager to så tunge emner op. Den behandler temaerne på en meget lethjertet måde og berører også venskab og mobning som så mange andre ungdomsromaner. Desværre savner jeg nuancer i den måde, romanen berører tematikkerne på. Det bliver lidt stereotypt, især i kraft af sproget.

Jeg fik en transperson, jeg kender, til at læse romanen. Hun fortalte mig, at historien er tættere på virkeligheden, end hun havde regnet med, før hun læste bogen. De skildringer, der er af hadet mod og angsten for transpersoner, er tæt på virkeligheden for unge transpersoner. Hun holdt af bogens ligefremme og ret ærlige facon, men så romanen som lidt for sød og mere optimistisk end virkeligheden. Men det rammer jo ungdomsromangenren ret godt.

"Sakura selfie" er en digtsamling med korte digte på cirka en side. Digtene omhandler hverdagsemner som vægttab, forårsblomster, barndomsminder med mere. Digtene er næsten apolitiske, på trods af at politiske emner tages op. Der siges det, som siges, når man smalltalker med kollegerne, eller det, man tænker på en almindelig hverdag. Der reflekteres ikke, der stoppes ikke op, problematikker fremhæves ikke, men kritiseres heller ikke. Der er ingen refleksion eller stillingtagen til de tanker, der løber ud i digtet. Det står der bare, og så er man videre. Lidt ligesom en selfie. ”Her er jeg. Og … her er jeg nu”.

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvorfor, men sproget i begge bøger generer mig. Det ligger i en mellemting mellem gamle vendinger og meget moderne sprog. Teksten føles hård og kantet at læse. Mine øjne støder på flere af formuleringerne, som et knæ på hjørnet af en bordplade. Måske er det den konstante svingen mellem det poetiske og det hverdagsagtige. Jeg kan godt se, at det passer fint til titlen ”Sakura selfie”, som blander gammel japansk tradition med moderne ungdomskultur. Måske det er Cecilie Rosdahls mening, at man skal støde knæene lidt på bordkanterne. Når det er sagt, så er tematikkerne, historiens skelet og udvikling gennemarbejdet og godt lavet. Man er på – hele vejen.

Jeg holder af, at "Skælvinger" henviser til "Sakura selfie" og omvendt. Intertekstualitet er en af mine favoritter i litteraturen. Henvisningen er meget direkte og lidt banal, men den vil gøre det meget let at tale om intertekstualitet med eleverne – også dem, som normalvis synes, den slags er svært. "Sakura selfie" nævnes af bogens primære biperson i "Skælvinger", og digtet ”Sakura selfie” foregår præcis der, hvor personerne i "Skælvinger" står og siger ”sakura selfie” – nemlig på en kirkegård.

Generelt er der det at sige om ”Sakura selfie”, at den på samme måde som ”Skælvinger” ikke formår at overraske mig eller udvide mit synsfelt. Men nu er bøgerne også skrevet til unge og ikke til voksne. Og i ungdomsromanregi er de klart både gode, brugbare og relevante for eleverne.

Jeg har sympati med projektet, og jeg synes bestemt, at det er to bøger, der er oplagte at bruge i undervisningsøjemed i udskolingen.