Kender du dette materiale? Hvis ikke, må du hellere se at få fingrene i det snarest muligt, da det ikke kun kan bruges til engelsk, men også til samtidsorientering og historie i overbygningen. Bogen er skrevet af fem unge fra Balkan og Danmark, og som titlen antyder, handler bogen om unge på Balkan.
Projektdeltagerne skulle i sommeren 2002 bo sammen i en lejlighed i Beograd i seks uger uden på forhånd at kende hinanden. I løbet af ovennævnte periode samlede de materiale til denne bog, en hjemmeside og en dokumentarfilm, der kom til at hedde »Storytelling Across Borders«.
Bogen er rigtig god til at beskrive forholdene på Balkan for unge mennesker. Vi hører ikke kun om de mere triste sider af tilværelsen som for eksempel prostitution, diskrimination af sigøjnere og begrænset frihed. Vi får også livsbekræftende portrætter af folk, som det lykkes for på trods af svær modstand. I denne kategori hører en ung Romapolitiker, som kæmper for sit folks sag. Det er også dejligt at læse interviewet med en ung, albansk karrierekvinde, som klarer sig rigtig godt i sin mandsdominerede, patriarkalske verden.
Hvis man tænker på at anvende materialet i historie, er det glimrende, at der i 2004 er udkommet et lille tillæg til bogen, som hedder »The Modern History of the Balkans«. Her kan man få opdateret sin historiske viden om baggrunden for de mange konflikter i dette område.
Når man har læst bogen, går man derfra med den overbevisning, at unge mennesker på trods af regionale forskelle er meget ens over hele verden. I Balkan-området interesserer unge sig også for film, kunst og musik, og det er fra dem, håbet om fornyelse skal komme.
Link – Young in the Balkans
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.