Lille Claus og Store Claus

Er mange af H.C. Andersens eventyr i virkeligheden uegnede for mindre børn? London Thoast Theatre har i hvert fald gjort sit til at drive alvoren ud af forestillingen "Lille Claus og Store Claus". En fortælling om undertrykkelse, hævn og død. Vivienne McKee og Jakob Groth, der har iscenesat og instrueret, har sørget for at gøre forestillingen så børnevenlig som muligt. Det har de gjort ved at skabe et metaniveau, hvor skuespillerne træder ud af rollerne og kommunikerer direkte til publikum. Vi bliver konstant mindet om, at Store Claus i virkeligheden slet ikke er ond, men bare en flink skuespiller, der hedder Tom. Samtidig er stykket tilsat en meget traditionel scenografi, moderne melodier, masser af slapstick og vilde lydeffekter. Det er effektivt og virker efter hensigten. Børn og barnlige sjæle er godt underholdt. Det er meget professionelt og flot udført. Men det hele er også lidt ufarligt, hvilket går ud over dramatikken. 

Kan man leve med, at der ikke er tale om stor kunst, er der stadig masser af gods at komme efter. Brug for eksempel stykket til at diskutere emnerne hævn, etik og moral. Er Lille Claus et moralsk menneske? Er det i orden, at han manipulerer Store Claus til at tage livet af sine heste, sin mor og sig selv? Og til de større børn kan man stille spørgsmålet om, hvorfor det er nødvendigt at hive dramatikken ud af et stykke, der handler om hævn og undertrykkelse. Kunne børn tåle mere i 1800-tallet, hvor man godt turde skrive alvorlige fortællinger til børn uden at afdramatisere emnet?