Anmeldelse

Ligestilling/ligeværd

Kvinden er død – hurra?

Af Bente Schwartz

156 sider, 198 kroner

Kroghs Forlag

Når du sidder fordybet i bogen, håber jeg, du mærker dens budskab. Det gjorde jeg, dybt nede i min stressramponerede mavesæk. Den handler om køn, ligestilling eller mangel på samme, men først og fremmest handler den om, hvad det er for et liv, vi giver os selv lov at leve. Tilværelsens ulidelige fart gør os blinde og døve over for kroppens og sjælens signaler om, hvordan vi egentlig har det, siger Bente Schwartz.

Kvinderne er de nærmeste til at bremse op, hvis vi tør. Vi er nemlig de sidste, der er stået på det samfundsmæssigt identitetssøgende karriereræs. Kvinder er de nærmeste til at holde fast i de mellemmenneskelige værdier, fordi vi især har stået for omsorgsarbejdet i familien. Vi skal fortælle de kvindehistorier, som er dybt bundfældet i vores kroppe og vores bevidsthed. Det skal vi gøre som en modvægt til den moderne kønsforskning, hvor vi alle er gjort kønsløse. I forskernes bevidsthed er kvinden død.

Kvinder på alder med forfatteren har gennemlevet rødstrømpekampen, kvinders kamp om ligestilling på arbejdsmarkedet, årtiers spaltning og ræs mellem alt det, vi gerne ville deltage i på samme tid.

Der er ikke noget at råbe hurra for i den kønsteoretiske debat, som den har udviklet sig, siger Bente Schwartz. Det er blevet betændt at tale om, hvordan det føles at være kvinde, at fortælle vores kvindehistorier. Når vi gøres kønsløse, reduceres kroppens betydning og alle de ting, som gemmes i vores krop. Rationelt tilpasses vores handlinger det, som vi forventes at gøre som moderne, aktive mennesker. Der er i dag et stort gab mellem kønsforskningens teorier og den kønspraksis, vi lever i.

Samtidig er kvinder gode til at vise foragt for kvindelige handlemønstre, især hvis de udføres af andre end dem selv. Vi protesterer ikke engang, når vi beskyldes for at ødelægge andres børn, fordi vi nu er så mange kvinder ansat i offentlige institutioner.

Så det er med at komme på banen. Hvis vi ikke vil være kønsløse og heller ikke vil være kvinder formet efter et stereotypt mandeideal, så må vi vise, hvad vi så er, og at vi vil være os selv bekendt.

Sammenfattende argumenteres for en sammenhæng mellem ligestillingsarbejdet og arbejdet for en generelt bedre livskvalitet.

Forfatteren mener, at kvinder har størst modstand mod det tempofyldte, individualiserede liv, og derfor er det os, der skal være dynamoer i opbremsningen, ikke bare til gavn for os selv, men også for mændene, der også skal have tid og lov til omsorgsarbejdet. Vi skal kæmpe for, at tiden til at være sammen med og ansvarlig over for andre mennesker øges og ikke bortelimineres af samfundets økonomiske interesser.

Bogen giver den moderne kønsforskning et ordentligt skud for boven. Der langes navngivent ud til højre og venstre, samtidig med at der appelleres til alle kvinder om at stå ved eget køn.

Kønsdebatten er ikke død, kvinden er ikke død, men hun har måske i en periode ikke orket at fortælle, hvem hun er, og hvad hun gerne vil have. Bortset fra Bente Schwartz, der tør vise, hvem hun er.

Så tør vi andre vel også!

Tove Møller-Iversen