Lektor om sprogkrisen: ”Krise-retorikken overser noget vigtigt”

73 nye studerende er i år optaget på en videregående uddannelse inden for enten tysk eller fransk. Det er 13 procent færre end sidste år - ifølge Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet. 

Det fik i juli debatten om ’sprogkrisen’ til at blusse op igen, hvor både eksperter og politikere råbte vagt i gevær. Men kriseretorikken er ikke kun positiv, mener Karoline Søgaard.

Hun er lektor på Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole og forperson for fagudvalget i engelsk. Og selv om hun anerkender, at fremtiden for både tysk og fransk ser dyster ud, synes hun, at krise-retorikken særligt ud fra et grundskoleperspektiv overser noget vigtigt: 

”En af mine anker er, at vi taler meget bredt om sprogfag, når vi taler om sprogkrisen. Men når man dykker ned i det, der bliver sagt, er det tydeligt, at det, folk egentlig mener, er tysk og fransk – ikke engelsk. Det er vigtigt, at vi taler om, at engelsk i grundskolen er én ting, og tysk og fransk og øvrige fremmedsprog er noget andet,” siger hun.

Samtidig mener hun, at der i krise-debatten er et for ensidigt fokus på, hvad man kan få ud af at lære et sprog på langt sigt og på erhvervslivets behov for sprogkyndig arbejdskraft, mens fremmedsprogenes bidrag til elevernes dannelse drukner.

Det vender vi tilbage til.

Engelsk er et lingua franca

Karoline Søgaard peger på, at forskellene på sprogfagene også afspejles i udkastene til fagplaner for henholdsvis engelsk, tysk og fransk, som blev offentliggjort lige før sommerferien.

”Der har vi to fælles indholdsområder og to indholdsområder, som adskiller sig. Det er stadig udkast, men vi krydser fingre for, at vi får lov til at fastholde de forskelle,” siger hun og forklarer, hvorfor hun mener, det er vigtigt: 

”Selv om der er fællesnævnere, ser jeg simpelthen på sprogenes rolle – samfundsmæssigt og i deres bidrag til elevernes dannelse og alsidige udvikling – som to lidt adskilte ting. Det er forskellige sprog, som eleverne skal bruge til noget forskelligt,” siger hun og uddyber: 

”Engelsk er et lingua franca,” siger hun og forklarer, at det er et fælles sprog, som man bruger til at tale sammen, når man har forskellige modersmål.

”Det dækker over, at engelsk er et internationalt kommunikationsmiddel. At kunne engelsk er næsten lige så vigtigt som at kunne læse, skrive og regne. Hvis man ikke kan engelsk, så er der mange ting, man bliver afskåret fra. Ens muligheder i uddannelsessystemet bliver anderledes. Ens muligheder for at deltage i en international debat bliver mindre. Ens muligheder på arbejdsmarkedet bliver dårligere over en ret bred kam. Dér har tysk og fransk bare en anden position.” 

En lille smule usynligt

Karoline Søgaard og fortæller, at man i Norge har valgt at adskille fagene ved at omtale dem som henholdsvis engelsk og fremmedsprog. 

Lektoren mener ikke nødvendigvis, at vi behøver gøre som i Norge, men hun tror, det ville være godt for både engelsk og for tysk og fransk, hvis der blev talt mere om forskellene.

For hun oplever, at engelskfaget er blevet ”en lille smule usynligt”. 

”Det er lidt som om, faget er faldet mellem to stole, og hvis vi talte mere om forskellene, ville det også blive nemmere at tale om, hvad det så er, fagene hver især har brug for,” siger hun og tilføjer:

”Engelsk er skolens tredjestørste boglige fag. I lyset af det synes jeg faktisk også, det er mærkeligt, at der er så lidt fokus på det, og det er så svært at søge midler til projekter, der handler om engelsk.”

En kæmpe differentieringsudfordring

Hun påpeger, at usynligheden gør, at vi ikke i tilstrækkelig grad stiller skarpt på de udfordringer, som engelskfaget faktisk har. 

”Man taler meget om manglende motivation for at deltage i undervisningen i tysk og fransk. Og eleverne forstår ikke, hvorfor de behøver at lære det. I engelsk kæmper vi måske ikke på den måde med motivationen, men vi kæmper blandt andet med nogle kæmpe differentierings-udfordringer,” siger hun.

Karoline Søgaard peger på, at nogle elever er supergode til engelsk, fordi de bruger det meget uden for skolen, mens en stor gruppe ikke er ’med på den vogn’, og derfor ikke klarer sig særligt godt i engelsk. 

”Det betyder, at undervisningen nærmest kan falde over i to. Der er nogle elever, der bare kører, og andre, der næsten stopper med at sige noget. Det gør, at vi har nogle børn og unge, som faktisk ikke tilegner sig det engelsk, som de helst skal. Hvis ikke den udfordring bliver løst, lukker vi mange ting ned for dem,” understreger Karoline Søgaard, og kommer med et andet eksempel på en særlig engelsk-udfordring:

”Når man taler om, at den kommunikative sprogundervisning i et eller andet omfang ikke er slået rigtigt igennem, så gælder det ikke for engelskundervisningen. Der har vi nærmest nogle gange den omvendte udfordring, at vi taler og skriver og kommunikerer så meget, at man måske glemmer lidt fokus på sprogets form og sproglig præcision.”

Skru ned for nytte-retorikken

Det andet, Karoline Søgaard finder problematisk ved krise-retorikken, er, at den kommer til at handle for meget om nytteperspektivet: Hvad kan man få ud af at lære et sprog på langt sigt? 

”Det fjerner fokus fra det, som er sprogfagenes – og her mener jeg alle sprogfagenes – bidrag til elevernes dannelse. Altså viden om verden, nysgerrighed over for andres perspektiver, medborgerskab, æstetiske læreprocesser og oplevelser med film, musik og litteratur. Det er meget fraværende i den offentlige sprogdebat,” siger hun.

Karoline Søgaard ser gerne, at debatten bør handle mere om sprogfagenes bidrag til folkeskolens formål, ”som jo retter sig mod alle børn og unge i Danmark.” 

”Og det skal have lov til at være adskilt fra et perspektiv, der rækker ud mod uddannelse og karriere,” siger hun og peger på, at et af de hyppigst anvendte argumenter for at styrke tysk- og fransk-fagene er, at erhvervslivet skriger på tysk- og fransktalende arbejdskraft. 

Det er et legitimt argument, mener Karoline Søgaard, men hun frygter også, at det kan virke demotiverende for folkeskoleelever. Ikke mindst i lyset af, at det trods alt er de færreste af dem, der kommer til at bruge et fremmedsprog specifikt i deres fremtidige arbejdsliv.

”Hvis en elev i 6. klasse spørger, ’hvorfor skal jeg lære tysk’, tænker jeg ikke, at man kan argumentere med, at ’det er vigtigt, fordi du måske engang får et job, hvor du skal til et møde med en tysker.’ Dér bør svaret være, at ’det skal du, fordi der er masser af gode tyske film, og fordi du lærer noget om dem, der bor tæt på os, og fordi du kan få indblik i andre måder at leve i verden’. Det tror jeg bedre, at man kan fange børn og unge med,” siger hun 

Masser af fed undervisning

Hun sammenligner problematikken med praktisk-musiske fag.

”Håndværk og design har jo også et anvendelsesorienteret element, men det er ikke, fordi alle skal være håndværkere eller designere. Så måske kan vi også bringe glæden ved at lære sprog tilbage ved at skrue lidt ned for den der nytteretorik,” siger hun og kommer med et konkret eksempel:

”Jeg tænker, at hvis man har gennemgået et megafedt forløb om fransk rapmusik eller har set nogle fede tyske ungdomsfilm, så kan man opleve, at ’hov, der blev jeg spejlet, eller der mødte jeg nogen, der både havde nogle af de samme erfaringer som mig, men som også lever i en helt anden kontekst.’ Så måske man skal flytte debatten lidt væk fra, hvad eleverne kan lære at sige på sproget, til at det også handler om, hvad har de fået med sig i forhold til viden om verden og andre mennesker. Og måske kan så også bringe glæden ved at lære sprog tilbage,” siger hun.

Den interkulturelle dimension og dannelsesperspektivet er dog ikke helt fraværende i hverken undervisningen eller i læremidlerne, understreger hun. 

”Jeg ser masser af den slags undervisning i skolen og masser af lærere, som laver virkelig fed undervisning. Jeg synes også, at der findes masser af læremidler, som lægger op til, at det er det, faget peger hen imod. Så jeg oplever i virkeligheden en modstilling mellem det, der foregår i praksis, og så krisediskursen, som jo også handler om at råbe nogle politikere op.”