Leg og spil motiverer de ældste elever

Lene Pedersen balancerer en papkasse ned fra hylden under loftet ved lærerværelset. Hun fisker en rød skumbold op af kassen og tager den med til matematik i 7.b.

I løbet af timen skal eleverne repetere regnearter og begreber som gram og kilo med stikbold i gymnastiksalen. Når en elev bliver skudt, skal han op til scenen og løse opgaver, inden han igen må være med i spillet.

»Lene, hvor er plusstykkerne«, spørger en pige, som er blevet ramt.

»De ligger ude på fløjen«, svarer læreren og sætter samtidig en fuldtræffer ind på klassens mest ivrige skytte.

»Nu synes jeg, du står heroppe igen«, siger Lene Pedersen til ham og griner.

Lærerne på Blicherskolen i Spentrup nord for Randers begyndte at lægge bevægelse ind i den faglige undervisning for fire år siden efter en pædagogisk dag, hvor de mærkede på egen krop, hvad det giver. Det har bragt dem på forkant med kravene om, at elevene både skal bevæge sig i løbet af dagen og have varieret undervisning.

Mens eleverne i de yngste klasser nærmest ikke kan lade være med at bevæge sig, er det vigtigt at motivere de ældste elever, siger Pia Molzen, som har været med til at få skolen i gang med bevægelse i undervisningen.

»De ældste elever sluger det råt, hvis de kan se et fagligt formål. I 8. og 9. klasse er det ikke nok, at de får gang i blodomløbet. De skal have en begrundelse. Jeg bruger for eksempel et spil, hvor eleverne skal svare på et spørgsmål, når de får en bombe. Ringer bomben, inden de når at svare, ryger de ud af legen. Det presser dem til at tænke hurtigt, og det skal de kunne til afgangsprøven. Det forstår de godt«, siger Pia Molzen.

Kroppen kan minde eleverne om stumt d

I engelsk lader Lene Pedersen eleverne gå sammen to og to eller tre og tre. En skal så løbe hen og trække et kort med spørgsmål fra et tema, som de skal kunne føre en flydende samtale om til afgangsprøven.

»I klassen får den enkelte elev ikke meget tid til at sige noget, og de andre hører ikke efter, fordi de sidder og beregner, hvornår det bliver deres tur. Når eleverne taler sammen to og to, opdager de, at andre forstår, hvad de siger, selv om de begår fejl«, siger Lene Pedersen og afslører, at når eleverne står og snakker, lægger de ikke mærke til, at hun går rundt og lytter med.

Læreren skal lege med

Bevægelse kan bruges som supplement i alle fag, men læreren skal synes, det er værd at bruge tid på, mener de to lærere.

»Det er absolut en fordel selv at prøve det. Jeg fandt ud af, at min viden om fysik fra min egen skoletid lå gemt i mig, da vi legede på den pædagogiske dag«, fortæller Pia Molzen.

Læreren skal deltage, så eleverne kan se, at man tager det alvorligt, tilføjer Lene Pedersen.

»Eleverne skal ikke lege, fordi jeg skal have tid til at drikke kaffe. Jeg er altid den mest pinlige, og når eleverne ser, hvor ringe jeg er, kaster de sig ud i legen«.

Det er især godt at bruge lege i 7. klasse, fordi eleverne har sagt farvel til de kreative fag. Men det er også på det tidspunkt, at de vil virke voksne, så læreren skal sørge for, at de ikke oplever legene som et overgreb.

»Vi kender vores elever så godt, at vi kan se, om de fniser, eller om de virkelig ikke vil være med. Der er forskel på klasserne. Hvis eleverne vogter på hinanden, skal man ikke lægge ud med at lade dem danse i rundkreds. Så kan man lade dem gå sammen to og to, hvor de kun kan se hinanden, og langsomt ændre kulturen«, siger Lene Pedersen.

Det er som al anden undervisning - den skal tænkes igennem, så aktiviteterne passer til det faglige stof, understreger skoleleder Malene Kongpetsak.

»Bevægelse er en god måde at gøre undervisningen varieret på, men aktiviteterne skal være veldefinerede, så eleverne tydeligt kan se, hvad de skal lave, og hvad de lærer. Det er ikke anderledes, end når de løser opgaver på papir«, siger hun.

Tiden kan skride

De største udfordringer handler om praktiske forhold. For eksempel kan lærerne ikke regne med, at gymnastiksalen står tom i vinterhalvåret, og udenfor blæser materialerne måske væk. Også tiden kan spille lærerne et puds, hvis ikke eleverne forstår, at det er lige så normalt at skifte lokalitet som at tage en bog op af tasken.

»Det skrider, hvis et indslag på et kvarter varer 25 minutter, fordi de sidste elever er længe om at få snøvlet sig hen til gymnastiksalen og tilbage igen«, siger Lene Pedersen.

Det tager også tid at taste QR-koder ind og hænge dem op til et løb, hvor eleverne skanner spørgsmål frem med deres mobiltelefoner. Der går i det hele taget tid med at fabrikere spørgsmål.

»Jeg bliver kaldt the laminator, for når jeg bruger tid på at formulere opgaver og klippe ud, skal de holde til mere end én gang. Omvendt skal vi forny os, så det ikke bliver kedeligt i længden«, siger Lene Pedersen.

Eleverne gør hinanden dygtigere

Alle klasseteam på Blicherskolen skal sørge for, at eleverne bevæger sig hver dag.

»Vi aftaler i det enkelte team, hvem der har ansvaret for den enkelte dag, så eleverne ikke sidder ned i syv timer, inden vi kommer i tanke om, at de skal bevæge sig«, siger Pia Molzen.

Når Malene Kongpetsak færdes på skolen, lægger hun mærke til, at eleverne også arbejder med at lære, når de bevæger sig. Men det kan være svært at sige, om det alene er de kropslige udfoldelser, som gør en forskel for elevernes faglige præstationer.

»Der er større chance for at få alle med, når stoffet bliver præsenteret på flere måder. Eleverne skal tit løse bevægelsesopgaverne kollektivt, og det styrker deres samarbejdsrelationer på en anden måde end i skriftlige opgaver. Hvis tre elever skal være sammen i en aktivitet om at bøje ord, hjælper de hinanden til at blive gode. Det nytter ikke, at kun den ene er dygtig«, siger skolelederen.