En mistanke om bedrageri for mindst 700.000 kroner fik i april 2010 politiet i Aarhus til at anholde den daværende administrative leder på Viby Skole. Under afhøringerne tilstod den dengang 48-årige læreruddannede leder, at han havde bedraget skolen for over en million kroner, primært ved hjælp af falske fakturaer i forbindelse med et nybyggeri.
I går idømt byretten ham halvandet års fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, for dokumentfalsk og for svig med offentlige midler. Han skal afsone de tre måneder, mens resten er gjort betinget med en prøvetid på et år. Derudover skal han udføre 240 timers samfundstjeneste.
Han blev også dømt til at betale 225.000 kroner i erstatning til AOF i Randers, som han tidligere har været ansat hos og altså også har bedraget. Myndighederne har konfiskeret knap 40.000 kroner hos den dømte.
Kommunen har dækket skolens tab
Umiddelbart efter at den administrative leder var blevet afsløret, lovede Aarhus Kommune i den lokale presse at betale regningen for den svindel på 1,2 millioner kroner, som han havde udsat Viby Skole for.
Senere besluttede rådmand Kristian Würtz (S), at skolen alligevel selv hang på regningen, dog med en rentefri afdragsordning over ti år. Men efter massivt pres fra blandt andre Venstres byrådsgruppe og Århus Lærerforenings formand, Søren Aakjær, fandt rådmanden pengene i en særlig pulje til uforudsete udgifter.
"Jeg er glad for, at vi her og nu kan finde en løsning for Viby Skole, som kommer både elever, medarbejdere og forældre til gode", siger han til Århus Stiftstidende august 2010.
Det var et tip udefra, der fik kommunen til at foretage en intern revision, som afdækkede svindlen.
Viby Skole får alligevel dækket svindelunderskud
Leder idømt halvandet års fængsel for bedrageri mod skole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.