Anmeldelse

Skoleledelse i praksis

Skoleledelse i praksis

Det er svært at rekruttere nye ledere, selvom jobbet er både meningsfuldt, personligt udviklende og fyldt med gode historier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en kendt sag, at det er svært at rekruttere skoleledere - og at der bliver brug for dem, når de mange ældre ledere snart går på pension. Årsagen til den manglende interesse er måske en udbredt opfattelse af, at skolelederjobbet er fyldt med kedsommeligt skrivebordsarbejde, meningsløst dokumentationspres, utilfredse forældre og en løn, der slet ikke står mål med anstrengelserne.

Fakta:

Titel: Skoleledelse i praksis

Forfatter: Gitte Lohse, Gitte Moltzen

Pris: 229 kroner

Sider: 180 sider

Type: Bog

Forlag: Akademisk Forlag

Bogen her er et forsøg på at formidle et helt andet budskab, nemlig at "skolelederjobbet både er meningsfuldt, personligt udviklende og fyldt med gode historier, der skal fortælles". De gode historier tager afsæt i forfatternes egne ledelsesmæssige erfaringer. Bogens mange ledelsestemaer behandles ved, at teoretisk tankegods kobles med den konkrete praktiske indsigt i områderne, man har som leder på en folkeskole. I bogens kapitler citeres løbende fra samtaler, som forfatterne har haft med en række skoleledere om, "hvad der giver dem succes i hverdagen", og hvordan man opnår arbejdsglæde og undgår stress og udbrændthed.

Kan man læse eller uddanne sig til at blive en god skoleleder? Det kan man nok ikke. Men man kan få hjælp til at skærpe sin opmærksomhed og reflektere over lederjobbets problemstillinger og udfordringer - og så kan man selvfølgelig tilegne sig nogle ledelsesteknikker. Men nok så vigtige er de personlige og sociale kompetencer.

Som leder er man i en permanent læreproces. Lederjobbet er nemlig fyldt med gode lærerige oplevelser, der hvor det lykkes - og bestemt også fyldt med lærerige oplevelser, der hvor det går skævt. De sidste kan være smertelige, men sikkert nødvendige for, at man kan udvikle sig som leder.

Lederjobbet lykkes der, hvor man forbereder sig grundigt og tænker sig om - selv om man ikke kan forberede eller forudsige alt. Der, hvor man inddrager medarbejderne i processen og anerkender dem som med- og modspillere, som kan involvere sig i og tage medansvar for processerne på skolen. Altså også der, hvor man tør give slip og lade "kaos råde - nogle gange". En helt afgørende fællesnæver for skoleledere er som udgangspunkt, "at de skal brænde for børn og udvikling, og de skal ønske at gøre en forskel".

Bogen er meget udbytterig og inspirerende læsning. Især der, hvor det lykkes at sætte skolelederjobbets udfordringer ind i en meningsfuld dagligdagskontekst, som man kan forholde sig til og blive klogere af. Og lige der, hvor det også giver god mening, at viden om teorierne understøtter lederskabet.

Forfatternes personlige refleksioner vidner om glæde og indsigt i arbejdet som skoleledere - og ikke mindst også om en sympatisk ydmyghed over for opgaven. "Det er vigtigt, at skolelederen får prestigen, stoltheden og arbejdsglæden tilbage", hedder det. Det kan man kun være enig i.