'Le français facile' er et dygtigt udført træningsmateriale til begynderundervisningen. Materialet træner ordforråd, læse- og lytteforståelse samt en smule skrivning.
Layout, farvekvalitet og lydkvalitet er præget af klarhed og virker brugervenlige. Tale- og animationstempoet kommer eleverne i møde og giver dem god tid til at tænke sig om. Det er nemt at finde rundt i emnerne og øvelserne.
Materialet er produceret i Tyskland. Muligvis er målgruppen dér lidt yngre end hos os. I hvert fald forekommer ordforrådet, tegningerne og animationen lidt barnlige, men da de jo er gode, har det næppe anden betydning, end at de småhistorier, materialet afsluttes med, sandsynligvis ikke gør dybere indtryk. Alle de øvrige øvelser er ren træning, hvor indholdet er mindre betydningsfuldt bortset selvfølgelig fra ordvalget.
Alt i alt et brugbart materiale til at supplere begynderundervisningen med og samtidig leve op til kravet om at inddrage edb i franskundervisningen.
Le français facile
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.