Hvis medlemmer alligevel søger grønlandske lærerstillinger kan det betyde eksklusion af Danmarks Lærerforening. Det er konsekvensen af den sympatiblokade, som LC har vedtaget for at støtte Grønlands lærerforening Imak i forsøget på at få en ny overenskomst med Grønlands Landsstyre. Foreløbig er forhandlingerne stødt på grund, fordi parterne ikke kan blive enige om lønstigninger og om en arbejdstidsaftale, der passer til en ny skolereform, der er indført dette skoleår.
Grønlands Landstyre nægtede på et møde i går fortsat at anerkende blokaden, når den ikke følges med et strejkevarsel.
"Det er ikke et kampskridt, der kan stå alene", siger konstitueret forhandlingschef i Landstyret André Guttesen.
Imaks formand, Sivso Dorph, forstår ikke forhandlingschefens holdning.
"Vi havde blokade i 2000. Vi har deres accept af lovligheden af blokade fra dengang. Vi opretholder blokadevarslet, ind til denne sag er afgjort", siger han.
I forhandlingsafdelingen er de parate til at føre en voldgiftssag for at få afklaret de juridiske problemer. Sagen må køre sideløbende med blokaden.
"Arbejdsmarkedet ændrer sig. I forbindelse med dette konfliktvarsel har vi en begrundet antagelse om, at det vil være en god idé at få prøvet tiltaget af på et juridisk plan", siger André Guttesen.
LC varsler sympatiblokade mod job i Grønland
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.