Regeringen fik inden topmødet på Marienborg udarbejdet en bruttoliste på 34 skoler, der blev valgt ud efter deres placering på Cepos' rangordning af undervisningseffekt. Det fremgår af det materiale, fagbladetFolkeskolenlangt om længe har fået tilsendt efter at have bedt om aktindsigt i forberedelsen og gennemførelsen af topmødet.
Fem af de 34 skoler på bruttolisten repræsenterer henholdsvis en meget høj andel af indvandrere og efterkommere, en meritlærer, en international skole og en helhedsskole. Resten har det til fælles, at de ligger i Top 200 på Cepos' ofte kritiserede rangliste over den såkaldte undervisningseffekt.
Lars Løkke skelede kraftigt til listen
Ikke alene lod Lars Løkke Rasmussen bruttolisten udarbejde. Han skævede også kraftigt til den, da han skulle afgøre, hvilke menige lærere, skoleledere og skolebestyrelsesmedlemmer, han ville sidde ansigt til ansigt med på Marienborg.
Alle fem lærere kommer fra skoler på listen, hvoraf Tine Marie Balk Sørensen fra Trefalkeskolen på Frederiksberg er meritlærer. Også den ene af tre børnehaveklasseledere er fra en skole på ranglisten.
Billedet går igen blandt skolelederne. Alle fire deltagere i topmødet kommer fra bruttolisten, de to dog fra henholdsvis en helhedsskole og en skole med en høj andel af tosprogede. Blandt skolebestyrelsesmedlemmer er to ud af fem fra skoler i Top 200.
Cepos forsøger at rense karaktererne for forældrenes socioøkonomiske baggrund, når tænketanken laver sine ranglister over undervisningens effekt, men tilbage er en hel bunke tilfældigheder, som betyder, at næsten alle skoler hopper op og ned på listerne fra år til år, lyder kritikken fra blandt andre professor i pædagogisk statistik Peter Allerup fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Regeringen sætter ideologi over saglighed
Regeringens massive skelen til Cepos får først Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini til at grine. Men så besinder hun sig.
"Min umiddelbare reaktion er 'Nej, hvor latterligt'. Men det viser, hvilken vægt regeringen giver Cepos, selv om dens ranglister er blevet skældt ud for ikke at vise noget som helst. Regeringen siger, den vil arbejde seriøst med best practise, og så vælger den af alt at tage udgangspunkt i Cepos. Det viser, at regeringen sætter ideologi over saglighed", siger Christine Antorini.
Det er ikke en kritik af de udvalgte skoler, men af regeringen, understreger hun.
"Regeringen gør Cepos til sandhedsvidne og blåstempler dermed tænketanken. Lars Løkke kunne have valgt alle andre skoler. Sidst Cepos udgav sin rangliste, lå to af de præmierede skoler fra Månedens Skole i bunden. Det viser, at der sker megen god undervisning rundt omkring. Men statsministeren har håndplukket dem, han gad høre på, så jeg kan bare konstatere, at han er ude i et ideologisk ærinde", siger Christine Antorini.
Måske er regeringen blevet klogere
Også Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF, undrer sig.
"Det er ærgerligt, hvis regeringen lader sig vildlede af Cepos' ranglister. Jeg er sikker på, at de udvalgte lærere kommer fra skoler med spændende lærerarbejde, men det kunne lærere fra andre skoler også have fortalt om. Hvis regeringen tror, den har fundet skoler med en meget høj kvalitet, tror den forkert, for meget andet end elevernes sociale baggrund spiller ind på undervisningseffekten", siger Dorte Lange og peger på faktorer som sammensætningen af elever, dynamik i klassen, forældreopbakning og samarbejdet med ledelsen og i lærerteamet.
Dorte Lange er dog knap så skeptisk som Christine Antorini.
"Hvis topmødet har ført til, at regeringen er begyndt at forstå, at man ikke bare kan se på afgangskaraktererne, så har det været en læreproces for regeringen at have lærere med fra Top 200. Løkkes udmeldinger, om at han vil i bedre dialog med blandt andet DLF og indgå partnerskaber om folkeskolen, tyder på, at han er blevet klogere", siger Dorte Lange.
Det tvivler Christine Antorini på.
"Næste skridt er, at regeringen vil offentliggøre de nationale test og bruge dem til at ranglisteskolerne efter. Det står i Lars Løkkes regeringsgrundlag. Men testene viser kun en lille del af elevernes faglige kunnen", siger uddannelsesordføreren.
Hemmeligt, hvordan rejseholdet blev til
Lars Løkke Rasmussen sluttede topmødet med at fortælle, at et rejsehold nu skulle rundt på skoler og indsamle viden.
Meritlærer Tine Marie Balk Sørensen fra Trefalkeskolen på Frederiksberg, der også deltog i Marienborg-mødet, blev senere udnævnt til rejseholdet, men hvorvidt statsministeren har brugt Cepos' ranglister til at finde resten af deltagerne, står hen i det uvisse, da loven om offentlighed i forvaltningen ikke gælder oplysninger om ansættelsessager.
Og udpegningen af medlemmer til rejseholdet må efter Statsministeriets opfattelse "ud fra en formålsbetragtning og i lyset af eksisterende praksis på området anses for omfattet af begrebet 'ansættelse'". Sådan lyder sekretariatets svar påFolkeskolens anmodning om aktindigt.
Lars Løkke brugte Cepos til at finde deltagere til sit skoletopmøde
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.