Landene bestemmer fortsat

Martin Rømer, DLF's faste repræsentant i Bruxelles, er ikke i tvivl om, at det trods øget samarbejde på EU-plan fortsat er i Danmark, de uddannelsespolitiske beslutninger træffes.

'De nye samarbejdsformer giver god plads til, at det enkelte land selv kan styre udviklingen på uddannelsesområdet. Den såkaldte åbne, koordination fører nemlig de konkrete beslutninger tilbage til nationalstaterne', siger han.

Den koordinerede metode blev besluttet på topmødet i Nice i december 2000, og den går ud på, at EU's Ministerråd i enighed opstiller mål for udviklingen på området. Herefter finder Kommissionen indikatorer, der kan beskrive, hvordan målene er blevet nået, og afleverer resultatet i form af en rapport til Ministerrådet, der kan bruge den til at træffe beslutninger om nye mål. Metoden skal i fremtiden bruges på alle områder i EU, og den er så ny, at den endnu ikke er slået rigtigt igennem på uddannelsesområdet.

'Måderne, man når frem til målene på, vil være forskellige landene imellem. Dermed er det sikret, at landene selv bestemmer, hvad der skal ske i deres uddannelsessystem', siger han.

På topmødet i Lissabon blev regeringerne enige om en erklæring, der i uddannelsespolitisk regi betragtes som epokegørende.

Ifølge erklæringen er landenes uddannelsessystemer kernen i de kommende ændringer i retning mod et vidensbaseret Europa. Uddannelsessystemerne må tilpasse sig, og Det Europæiske Råd opfordrede medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at identificere sammenhængende strategier og til at træffe praktiske foranstaltninger med det formål at give alle mulighed for livslang læring.

'Til trods for 30 års erfaringer med forskellighed skal ministrene forsøge at blive enige om nogle fælles mål for undervisning. Det er første gang, det sker på europæisk niveau. Det spændende er, at man rent faktisk fortæller, hvordan det kan lykkes! Der står uddannelse overalt. Og der er en række specifikke målsætninger. Landene er for eksempel enige om at gøre noget ved frafaldet fra uddannelserne, og det betyder, at de inden for de næste ti år skal sænke deres dropout-rates fra 20 til ti procent', siger lederen af EU's uddannelsespolitiske afdeling, Anders Hingel.

'Det er rigtigt, at uddannelsesområdet i dag spiller en mere central rolle end for fem år siden. Men det er ikke noget, der er specielt for EU. Det samme ser man for eksempel i OECD og i ILO. Forklaringen er, at der er en stigende politisk erkendelse af, hvor vigtigt det at skabe ny viden og nye kompetencer er for en række områder som beskæftigelse, økonomi og socialpolitik. De almindelige konkurrenceparametre fra industrisamfundet findes stadigvæk, men med overgangen til videnssamfundet er det indlysende, at uddannelsesområdet og udvikling af ny viden kommer i centrum'.

j, - th

Ord og organisationer

EU: Den Europæiske Union blev oprettet som en kul- og stålunion mellem seks lande i 1952. Fem år senere underskrives Rom-traktaten. Danmark bliver medlem i 1973. Med Maastricht-traktaten, der trådte i kraft i 1994, blev EF til EU. Unionen har i dag 15 medlemslande.

ILO: International Labour Organization (Den Internationale Arbejderorganisation).

OECD: Organization for Economic Cooperation and Developement (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling). Læs artiklen om DLF's studiebesøg i OECD i Folkeskolennummer 12.

Subsidiaritet (EU's nærhedsprincip): Betyder, at EU kun må fastlægge fælles normer på områder, hvor det kan godtgøres, at de vedtagne mål bedre kan opfyldes på fællesskabsplan end på nationalt plan. I Amsterdam-traktatens paragraf 149 bliver det slået fast, at uddannelse er et område for subsidiaritet, hvilket vil sige, at medlemslandene er fuldt ansvarlige for indhold og struktur.