Spillene understøtter læseindlæringen i indskolingen, den fortsatte læsning på mellemtrinnet samt specialundervisning og arbejdet med tosprogede elever.
"Læsespillet 1 og 2" er beregnet til indskolingen, som udgangspunkt hele klassen, men efter min vurdering kan det også bruges med mindre grupper. De to spil er begge delt ind i tre sværhedstrin og to mellemtrin. Det er bankospil, hvor børnene i "Læsespillet 1" kan arbejde med vokaler, små og store bogstaver, lydrette ord med to til fem bogstaver og ord med to stavelser. I "Læsespillet 2" præsenteres børnene for ord med vokalændringer, ord med bløde konsonanter, stumme bogstaver og ng-lyden. De forskellige trin er inddelt i forskellige farver, hvilket betyder, at spillet er let at overskue. Lærervejledningen er enkel og præcis, og man føler sig hjulpet godt i gang som lærer. Spillene er et inspirerende supplement til arbejdet med sprogets og læsningens delelementer. Et arbejde, som sammen med læseforståelsen er helt grundlæggende for læseundervisningen i indskolingen.
"3-stavelseslotteriet" er et billedlotteri, hvor børnene kan arbejde med bogstavernes lyde og orddannelse, stavelsesdeling, ords betydning og udvidelse af ordforråd. "Orddomino" har især fokus på ordforråd, ordforståelse og morfematisk bevidsthed. Begge spil er tænkt til mellemtrinnet samt specialundervisning og tosprogsundervisning. Det er to spil, som er velegnede til at differentiere og variere læseundervisningen. De er enkle at anvende, fordi de bygger på kendte principper.
De tre spil giver mulighed for at motivere elever med forskellige læringskompetencer og kan anbefales til læseundervisningen.
Læsespillet 1 / Læsespillet 2 / 3-stavelseslotteriet / Orddomino
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.