Lærerprofession-vinder: Idrætslærerne har mange handlemuligheder
"Når holdning bliver til handling giver det forvandling". Dette citat har Amalie Overvad Rasmusen taget afsæt i med sin bachelorprojekt, som især er rost for handlingsanvisninger til idrætsfagets udøvere og et godt sprog.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.
1 kommentar
"Det vigtigste, jeg har fundet frem til, er helt sikkert det med alle de muligheder, idrætslæreren har. Og at jeg som idrætslærer selv har meget stor indflydelse på, hvordan idrætsfaget udvikles."
Det siger Amalie Overvad Rasmussen, der netop har vundet Lærerprofession.dk's pris for bedste bachelorprojekt. Hun er fra Silkeborg, men arbejder nu i sit drømmejob som lærer på talentidrætslinjen på Sønderagerskolen i Herning. Hun havde med sit bachelorprojekt sat sig for at undersøge, hvordan idrætslæreren i og uden for undervisningen kan være med til at udvikle faget, så det giver eleverne mulighed for at udvikle kropslig og almen dannelse.
Priskomiteen fandt, at Amalie Overvad Rasmussen "med et spændende fagdidaktisk afsæt dykker ned i faget og diskuterer lærerens og fagteamets udfordringer og muligheder".
Om de mange timer med sit projekt siger Amalie Overvad Rasmussen til Folkeskolen:
"Det har været vildt spændende, og det har fanget mig, at der er så mange muligheder inden for idrætsfaget", siger hun og tilføjer:
"Som lærer har jeg meget store muligheder for at påvirke kulturen på min skole. Jeg kan se, at faget har et potentiale og mange muligheder. Med indførelsen af idrætsprøven skulle faget have en anden status. Men da jeg var i praktik oplevede jeg, at mange lærere hænger fast i gamle vaner. Her er det vigtigt at lærerne ikke læner sig tilbage, men i stedet dyrker kernefagligheden. Vi skal spørge os selv, hvad vi vil med det her fag", siger Amalie Overvad Rasmussen.
Prioriterer teamsamarbejdet
Især mener hun, at der skal arbejdes mere med team og findes en fælles referenceramme samt nye måder for, hvordan man arbejder med idræt på skolen.
Hvorfor mener du, at idrætsfaget - som beskrevet i eksempelvis rapporten "Status på idrætsfaget" - i mange år har lidt af en "eklatant nedvurdering"?
"Det gør jeg, fordi undervisningen i flere tilfælde har været uden mening, mål, intention og retning. Når der ikke er nogen retning bliver man opgivende. Jeg ser det som en teamopgave, men også et ledelsesansvar at udnytte de muligheder, der er i idrætsundervisningen".
1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:
Lærerprofession-vinder: Idrætslærerne har mange handlemuligheder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.
Lærerprofession-vinder: Idrætslærerne har mange handlemuligheder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.