"DLF er hverken i økonomisk krise eller på fallittens rand", understregede DLFs formand, Anders Bondo Christensen, fra talerstolen på sidstedagen af DLFs kongres.
Alligevel viste gennemgangen af regnskaberne for 2001 og 2002 en generel tilbagegang for foreningens økonomi. Driftsregnskabet for hovedkassen for 2002 viste et underskud på fire millioner kroner. Året inden havde DLF et driftsoverskud på 19 millioner. Også økonomien i strejkekassen, Særlig Fond, er ramt. Årsagen er, at en stor del af midlerne i fonden er blevet investeret i aktier. Aktiemarkedet har som følge af 11. september 2001 oplevet et dyk, som altså også har ramt DLFs strejkekasse.
DLF har valgt at slå bremsen i, selv om det overordnet ikke ser så sort ud rent økonomisk. Anders Bondo proklamerede fra talerstolen, at man vil arbejde for, at foreningens formue ved udgangen af 2007 skal være det samme som ved udgangen af 2000. Det vil sige 130 millioner kroner.
Regeringens foreslåede fjernelse af portostøtten til fagbladene blev også berørt af Anders Bondo. Hvis den bliver gennemført, står Folkeskolen over for en merudgift på 13,7 millioner kroner. Det vil påvirke foreningen, fastslog formanden.
"Vi vil arbejde på højtryk for at undgå fjernelsen af portotilskuddet", lovede Anders Bondo.
Lærernes strejkekasse ramt af aktiedyk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.