Undersøgelsen om afbureaukratisering er foretaget blandt i alt 3.465 medlemmer af BUPL, DLF og FOA.
72 procent af de 1115 adspurgte lærerne svarer, at kontrollen er steget i de senere år. Derefter svarer 53 procent, at de forventer en stigende kontrol i de kommende år.
Den skriftlige byrde er for stor
"Jeg tror, den øgede kontrolfølelse dækker over kravene til dokumentation i det hele taget. Mødereferater, afrapporteringer, skriftlige evalueringer og selvfølgelig især kravet om elevplaner fylder meget i dag", siger Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF til folkeskolen.dk.
Hun er ikke overrasket over, at 72 procent føler en øget kontrol, og hun mener, at de mærker den fra centrale såvel som kommunale initiativer, samt fra skolen selv.
Ifølge Dorte Lange er det vigtigt at skelne mellem den fornuftige og den unødvendige dokumentation, hvis man skal forstå de høje svarprocenter.
»Den fornuftige dokumentation er del af en fælles evaluering, der kan handles på og er til gavn for et samarbejde omkring undervisningen. Det er en dokumentation, man kan forstå. Men det er fuldstændig unødvendig kontrol, når man skal afrapportere for egentlig bare at kunne vise, at man har arbejdet med tingene. Jeg er bange for, at der i dag sker mere af den unødvendige kontrol«, siger hun.
Løn og respekt vil holde på lærerne
59 procent af de adspurgte lærere svarer desuden, at de om fem år stadig ser sig selv i faget. Af de resterende er der mange, der enten når at gå på pension eller efterløn.
Næsten halvdelen af de adspurgte lærere svarer derudover, at bedre lønforhold, rammer og vilkår samt øget respekt og anerkendelse, alle er faktorer, der kunne få dem til at blive længere i lærerfaget.
Lærerne mærker en øget kontrol
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.