Lærerens praksis

Omdrejningspunktet er forholdet mellem lærerens praksis- og teoribaserede viden med fokus på at "endevende de forhold, der i selve den konkrete praksis har betydning for og medvirker til at forme den måde, læreren gennemfører sin undervisning på". Forfatterens ambition er at få øje på og forstå praksis ud fra en række valgte perspektiver. Det indledende perspektiv udfolder lærerarbejdet via relevante nedslag i de forskellige pædagogiske diskurser gennem tiden - en udviklingsfortælling, som nok er kendt for de fleste, men måske god at have med for læseren uden pædagogisk forforståelse. Forfatteren afrunder kapitlet med at belyse, hvordan varetagelsen af pædagogisk arv (og intention) ikke længere er entydigt: Læreren har ikke monopol på at definere "det gode og det rigtige" i en skolehverdag, som styres mere og mere efter markedets præmisser, og hvor eleverne antaster lærerens position.

Skolen bruges som løftestang for samfundsudviklingen formuleret af de til enhver tid siddende magthavere. Alligevel lever skolen sit relativt autonome liv som kulturinstitution med sin egen selvforståelse. Forfatteren perspektiverer til - med Bourdieu som reference - hvordan uddannelse er et socialt fænomen, og at skolen fortsat - men uden at sige det højt - legitimerer en sortering af eleverne. Det er et spændende perspektiv i en tid, hvor lærerne føler sig "over-rulet" af love og regler, at forfatteren slutter op om Bourdieus tese om symbolsk vold i skoleregi.

Tilsvarende spændende er professionsperspektivet: Samfundsudviklingen har haft konsekvenser for lærerens status og rolle. Hvor samfundseliten tidligere var afhængig af lærerens vurdering og forståelse af "top og bund", effektueret i en italesat udskillelse af eleverne til almen og boglig uddannelse, betød indførelsen af enhedsskolen et paradigmeskift: Selvom der stadig i praksis sker en udskillelse, er lærerens opgave inklusion af eleverne, så alle kan fastholdes i uddannelse. Lærerens betydning i forhold til eliten er formindsket, og det har medført et statustab, som yderligere understreges af, at læreren nu kun er en del af det professionelle opdragerteam. I vore dage er skolen ikke længere familiens første møde med samfundsmæssig socialisering. Den er startet i daginstitutionen.

Mottelson foreslår - på linje med Danmarks Lærerforening - en revitalisering af lærerprofessionen gennem mere uddannelse. Det synspunkt deler jeg så afgjort, men jeg er også glad for, at forfatteren i sit sidste kapitel graver dybere ind i praksis og med gode eksempler viser forskellige læreres valg af egne positioneringer i undervisningen.

Der er ingen tvivl om, at kompetenceudvikling også handler om opgør med egen praksis, altså tanker om præmisserne for, at jeg gør sådan - og ikke sådan. Bogen yder sit gode bidrag hertil - bedre og bedre, jo længere den skrider frem. Faktisk er den en rigtig relevant forstyrrelse.