Det sagde Henrik Larsen på Kommunernes Landsforenings Folkeskolesamling i Odense i dag. Henrik Larsen er formand for børne- og unge-udvalget i Kommunernes Landsforening (KL).
Han refererede til en undersøgelse, som KL gennemførte tidligere på året. 1074 forældre og 591 lærere svarede på spørgsmålet: Hvem har størst betydning for elevernes/dit barns indstilling til skolen - forældrene, lærerne eller kammeraterne?
Forældrenes besvarelser fordelte sig i tre næsten lige store grupper, mens lærernes svar fordelte sig markant anderledes. Flertallet af lærerne (58 %) mener således, at det er forældrene, der har størst betydning for elevernes indstilling til skolen. Det er kun 12 % af lærerne, som mener, at de selv har størst betydning for elevernes indstilling.
"Sådan som jeg har forstået professor Mads Hermannsen, kan forskningen ikke bekræfte lærernes opfattelse", sagde Henrik Larsen.
"Forskningen viser nemlig, at læreren har afgørende betydning for skoleindstillingen", tilføjede han.
"Jeg synes, at det er interessant, at forskning viser, at lærerne har så stor betydning. Det overrasker mig ikke. Det bekræfter kun min umiddelbare opfattelse af, at I som lærere har en helt afgørende betydning, når det gælder elevernes indstilling til skolen", sagde Henrik Larsen til de 800 lærere, der deltager i skolesamlingen.
Det er anden gang, KL afholder en folkeskolesamling. Hvor KL's traditionsrige skolerigsdag henvender sig til kommunalpolitikere og forvaltningsfolk, så retter folkeskolesamlingen sig mod lærere. Samlingen er en blanding af foredrag og stader, hvor skoler viser eksempler på pædagogisk praksis.
Professor Mads Hermannsen præsenterer sine forskningsresultater senere på dagen.
Læreren har afgørende betydning for elevens indstilling til skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.