Wiseflow er en portal, hvor de studerende afleverer deres opgaver, og hvor underviser og censor kan tilgå dem. Det er også her, den elektroniske plagiatkontrol finder sted. Wiseflow gennemgår teksten maskinelt og angiver en plagiatprocent. Men adgangen til det tal er lukket for censorerne. Som der står på Københavns Professionshøjskoles hjemmeside: "Du skal som censor ikke forholde dig til plagiatkontrol. I tilfælde af plagiat er det eksaminator, der undersøger sagen, og uddannelsesleder der træffer afgørelse".
Det vækker vrede hos censorerne.
"Det er ikke hensigtsmæssigt for den studerendes retssikkerhed eller bekendtgørelsens bestemmelse om at medvirke til og påse, at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling i hele landet", mener censorformand Hans Krab Koed.
"Det skaber en ulige situation og fører til mistillid", siger han til folkeskolen.dk
Censorerne oplever, at plagiatkontrollen fejler ved nogle af de afleveringsformer, der bruges i læreruddannelsen. Formand for censorerne i biologi Frank Jensen skriver for eksempel:
"Det er desværre et tilbagevendende problem, at Wiseflow stadig ikke er i stand til at håndtere en redelig plagiatkontrol. Det er nu 4. år i træk, at problematikken italesættes af censorerne".
Tidligere havde censorerne indsigt
Tidligere havde censorerne indsigt i plagiatoptællingen, og det har man ifølge Hans Krab Koed også på universiteterne.
Han er selv censor i faget religion og fortæller, at han på et tidspunkt sad med en opgave, hvor det var angivet, at 50 procent var plagieret.
"Så ringede jeg til eksaminator, og så fik jeg en forklaring, og så var det i orden", fortæller han.
En høj plagiatprocent kan eksempelvis være i orden, hvis der er tale om en omprøve, hvor den studerende har fået tilladelse til at genbruge en del af sin tidligere aflevering, eller hvis det er tydeligt for læseren, at nogle passager er citeret fra en angivet kilde, men kildehenvisningen og citationstegnene bare ikke er helt korrekte i forhold til det, som plagiatkontrollen registrerer.
Censorerne har påpeget problemet med plagiatkontrollen og krævet indsigt i tallene gennem flere år. Til folkeskolen.dk oplyser Danske Professionshøjskoler, at man på baggrund af en juridisk vurdering har den opfattelse, at det er sådan, plagiatkontrollen skal administreres.
Siden indførelsen af Wiseflow har censorerne heller ikke kunnet få en valid karakterstatistik, så de kan følge udviklingen de kommende læreres falige niveau. Det har folkeskolen.dk skrevet om i denne artikel:
Teknikproblemer gør det umuligt at følge udviklingen i nye læreres karakterer
Lærereksamen: Censorer må ikke se plagiat-optælling
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.