Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Hverdagsvold

Lærere ligger i trist top 10 over voldsudsatte faggrupper

Sammen med politifolk, pædagoger og sygeplejersker ligger lærerne højt på listen over dem, der oftest bliver udsat for vold og trusler på jobbet. Lærerforeningen er ikke overrasket og peger på endnu et fællestræk.

Foto: Wavebreakmedia/Getty Images
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
Johanna Wulf
Johanna Wulf Journalist
3 kommentarer
6. oktober 2026, kl. 04:49
3 kommentarer

Har du været udsat for vold eller trusler om vold inden for det seneste år, mens du var på arbejde?

Det spørgsmål kan mindst hver femte lærer svare ja til, viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet.

Lærerne ligger nemlig i en uheldig top ti inden for træls arbejdsmiljø sammen med faggrupper som fængselsbetjente, politibetjente, portører, brandmænd, sikkerhedsvagter og pædagoger.

Tallene stammer fra Arbejdstilsynets database NOA-L, som kort fortalt samler data fra en stor undersøgelse af danskernes arbejdsmiljø, der bliver foretaget hvert andet år.

Og tallene fra 2025 taler deres tydelige sprog.

DLF: Lærere skal kunne lægge en hånd på skulderen uden at frygte for deres job

Formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljøudvalg Thomas Andreasen er ikke overrasket.

Tværtimod viser foreningens egne undersøgelser, at mere end en tredjedel af lærerne bliver udsat for vold eller trusler på jobbet hvert år.

Problemet med udadreagerende elever har været velkendt og debatteret i årevis, og adskillige gange er lærere kommet i klemme. Det har både været på grund af psykiske eller fysiske mén, der skyldes vold fra elever, og fordi lærerne i forbindelse med håndteringen af de udadreagerende elever er blevet beskyldt for at tage for hårdt fat, bryde med reglerne og i flere tilfælde er blevet bortvist uden videre sagsbehandling.

Derfor er udvalgsformanden også glad for, at undervisningsminister Magnus Heunicke (S) for nylig meldte ud, at regerings snart vil præsentere en ”endnu bedre” version af et tidligere lovforslag, der skal udvide lærernes ret til at gribe fysisk ind overfor urolige og udadreagerende elever.

”Forslaget kan forhåbentlig løse de problemer med lærernes manglende retssikkerhed, som vi har peget på længe,” siger Thomas Andreasen.

”Men jeg forventer også, at det kan være med til at tage nogle konflikter i opløbet, når lærerne får nogle mere klare regler for, hvornår de kan, skal og må gribe ind overfor elevernes adfærd,” siger han og tilføjer,

”Lærerne kender jo deres elever rigtig godt og kan ofte forudse, om to elever ryger i totterne på hinanden lige om lidt, og i sådanne situationer er det godt, hvis lærerne trygt kan gå hen og lægge en hånd på skulderen af en elev eller tage en genstand ud af hånden på dem uden at skulle være bange for at miste jobbet.”

Udvalgsformand håber på forebyggelse

For knap et år siden blev den tidligere version af lovforslaget præsenteret. Det var under daværende undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

Her var de to mest omdiskuterede punkter, at lærerne så ud til at få ret til ”at guide elever fysisk” for at undgå, at en konflikt spidser til, og at ”grov forstyrrelse af undervisningen” nu også skulle være en lovlig grund til, at lærerne kan anvende fysisk magt overfor eleverne.

Forskellen på ”fysisk guidning” og ”fysisk magtanvendelse” er kort fortalt, at førstnævnte stopper, så snart eleven gør modstand. Sidstnævnte medfører desuden, at læreren skal indberette hændelsen til skolelederen, og at kommunen, forældrene og eleven skal orienteres efterfølgende.

Krydser fingre for større fokus på forebyggelse

Da forslaget blev sendt i høring, var ønsket fra Danmarks Lærerforening, at der kom endnu mere fokus på forebyggelse af konflikter i lovteksten. Det håber Thomas Andreasen, at politikerne har taget med det nye forslag.

”Vi forventer, at der er et stærkt forebyggelsesfokus i den nye regelsæt. Altså noget der indskærper, hvilke grundlæggende rammer og strukturer der skal være for lærernes arbejde, for at risikoen for vold bliver nedbragt,” siger Thomas Andreasen og tilføjer,

”Forebyggelse handler jo ikke kun om lærernes sikkerhed, men også om at beskytte elever. Også de udadreagerende elever, der ikke kan styre deres temperament og som derfor kommer til at optræde uværdigt og taber ansigt overfor sine kammerater,” siger han.

Volden stiger alle steder

Tallene fra Arbejdstilsynets undersøgelse viser også, at andelen af lærere, er bliver udsat for vold på jobbet er stigende.

En tendens, der bliver bekræftet i en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet, hvor hver fjerde adspurgte lærer oplever en stigning inden for de seneste fem år.

Kigger man på andre faggrupper, der har medvirket i Arbejdstilsynets undersøgelse, ser man dog den samme tendens. Andelen af oplevede voldstilfælde på jobbet stiger generelt på arbejdsmarkedet, og temmelig tydeligt hos fx pædagoger, sygeplejersker og politibetjente.

Tine Fuglsang, der er analysechef i Det Kriminalpræventive Råd, fortæller, at antallet af voldsanmeldelser på danske arbejdspladser generelt er steget.

Årsagerne er flere, forklarer hun. Ud over de mere tekniske årsager, der fx har at gøre med håndteringen af mindreårige kriminelle og erstatningskrav i forbindelse med arbejdsulykker, peger hun på, at ”tolerancen for vold i den generelle befolkning er faldet, så episoder, der før hen blev set gennem fingre med, nu i højere grad bliver anmeldt,” som hun siger.

”Når det er sagt, kan de ændringer nok ikke forklare hele udviklingen, og der er efter min vurdering også sket en reel stigning i vold blandt unge,” slutter Tine Fuglsang.  

Spørger man Thomas Andreasen fra Danmarks Lærerforening, kan stigningen af vold mod lærere og elever i folkeskolen meget vel skyldes mange års økonomiske nedskæringer, som har medført et mere stressende undervisningsmiljø og som har givet lærerne mindre tid til at løse sine opgaver.

Og uden at han vil lægge hovedet på blokken, når det kommer til at forklare udviklingen blandt andre faggrupper, peger han på, at tendensen til nedskæringer går igen flere steder i det offentlige.

3 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærere ligger i trist top 10 over voldsudsatte faggrupper

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS