Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Blågård Skole

Lærere har grædt: ”Det er forfærdeligt, at de vil splitte os”

Lærere på Blågård Skole er rystede over København Kommunes håndtering af skolens udfordrende arbejdsmiljø. Forvaltningen foreslår at løse skolens problemer ved at dele skolen op på flere matrikler.

Rikke Johansen og Anne-Sophie Wagenblast-Franck er rystede over forvaltnignens udmeldinger om lærerne.

Foto: Privat + Jesper Knudsen / Jesper Knudsen
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
10 kommentarer
7. marts 2025, kl. 15:27
10 kommentarer

Da lærer Anne-Sophie Wagenblast-Franck kom ind i forberedelseslokalet i morges, var der stille. Lærerne kiggede hinanden i øjnene, men sagde ikke noget.

”Vi er chokerede. Vi føler, det er en bombe, der er blevet smidt”, siger Anne-Sophie Wagenblast-Franck. ”Jeg græd i går, da vi fik det at vide, og jeg græd i morges, da jeg kom på arbejde”.

Hun og flere andre kolleger kan slet ikke genkende det billede, som forvaltningen i København Kommune tegner af dem i en tekst, som blev offentliggjort på kommunens hjemmeside i går. Lærerne fik beskeden på Aula omkring kl. 13 i går.

I beskeden konkluderer forvaltningen på en længe ventet undersøgelse af arbejdsmiljøproblemer på Blågård Skole på Nørrebro. Problemer som blandt andet har resulteret i, at skolens daværende tillidsrepræsentant og tre af skolens ledere i perioder har været fritaget for tjeneste.

Undersøgelsen, som konsulentfirmaet Human House står bag, tegner ifølge forvaltningen “et billede af et betændt arbejdsmiljø”. I orienteringen lægger forvaltningen vægt på, at det er lærerne og ikke ledelsen, der har skabt arbejdsmiljøproblemerne på skolen.

På onsdag den 12. marts skal politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget i København tage stilling til forvaltningens forslag til at sende en ny skolestruktur for Blågård Skle i høring. Se indstillingen her

“Skolens ledelse har haft en noget nær umulig opgave, og at det ikke er skolens ledelse, som har forårsaget problemerne på skolen”, lyder det fra direktør Tobias Børner Stax, som mener, at der på ”undervisningssiden” har været en kultur, der har været ødelæggende for samarbejde.

Lærer er målløs

Men den beskrivelse kan Anne-Sophie Wagenblast-Franck og flere af hendes kolleger slet ikke genkende.

”Jeg er målløs”, siger hun og henviser blandt andet til, at der i orienteringen fra forvaltningen står, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger er ”særdeles udfordret”.

”Jeg har en 3.-klasse og har haft dem siden 1. klasse, og jeg har samarbejdet med den samme pædagog hele vejen. Vi har et fantastisk samarbejde og laver arrangementer i weekenden”, siger hun.

Lærer Kathrine Rebien har været på skolen, siden hun blev uddannet lærer for lidt mere end et år siden.

”Jeg er ked af, at jeg som nyuddannet og nyansat lærer skal læse, at min arbejdsgiver tegner et billede af mig og mine kolleger som nogle, der skaber et dårligt arbejdsmiljø, skaber alliancer og skaber et os og dem. Jeg laver god undervisning hver dag og samarbejder godt med pædagoger såvel som lærere”, siger hun.

Begge lærere er nervøse for, om det, at de er ansat på Blågård Skole kan få betydning for deres fremtidige arbejdsliv.

”Bliver det vanskeligt at komme et andet sted hen, når man er en lærer fra Blågård Skole?”, spørger Anne-Sophie Wagenblast-Franck.

Oplever, at råb om hjælp ikke bliver hørt

Lærer og tillidsrepræsentantsuppleant Rikke Johansen kalder forvaltningens reaktion ”uartig”. Hun forstår ikke, at forvaltningen skriver, at ”konflikterne udspringer af en kultur, hvor ansatte finder sammen i alliancer, hvor man enten er med eller imod. Der er, og opretholdes, en udpræget og ødelæggende dem-og-os-kultur”.

”Man negligerer vores råb om hjælp og tegner i stedet et billede af os, som nogle der skaber dårligt arbejdsmiljø, og siger, at vi skaber os-dem-kultur – det rammer os virkelig hårdt. Især fordi vi har haft en tårnhøj personaleomsætning, der betyder, at vi slet ikke har haft tid til at skabe sådan en kultur”, siger hun og tilføjer, at hun selv kun har været på skolen i lidt mere end et år, og at mange af hendes kolleger har været kort tid på skolen.

Forvaltning vil splitte skolen op

Lærerne blev også i går orienteret om, at forvaltningen foreslår at dele skolen op i en selvstændig basisskole fra børehaveklasse til 6. klasse, mens udskolingsafdelingen tilknyttes Nørrebro Park Skole, og læseklasserne på Blågård Skole flyttes til en anden skole. Børne- og ungdomsudvalget skal på onsdag tage stilling til, om den forslåede ændring af skolestrukturen skal sendes i høring.

Men det synes lærerne er en dårlig idé.

”Jeg ser ikke som en løsning på problemet, at man splitter skolen ad og rykker udskolingen. For mig giver det ingen mening. Man bliver berørt af det. Vi forstår simpelthen ikke, hvad der sker”, siger Katrine Rebien og tilføjer: ”Vi ønsker jo bare, at der kan komme en form for ro og en ro omkring børnene så vi kan passe vores arbejde bedst muligt og ikke være alert på, hvad der kommer til at ske”.

Anne-Sophie Wagenblast-Franck er enig.

”Det er forfærdeligt, at vi lærere skal splittes ad, for vi har et godt sammenhold på skolen. Det har jeg syntes fra dag ét, så jeg forstår ikke, at det kan løse nogle problemer”.

Tillidsrepræsentant Merve Kotan har på lærernes vegne udtrykt stor undren over for forvaltningen over, at man nu vil indstille at splitte skolen op.

Hun oplever samtidig, at “forvaltningen tager hånd om ledelsen frem for medarbejderne på skolen”.

10 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærere har grædt: ”Det er forfærdeligt, at de vil splitte os”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS