Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Håndværk og design

Lærere gør rent, hvor det er for farligt for rengørings­personalet

En gang om året skal der gøres hovedrent i håndværk- og designværkstedet. Nogle skoler hyrer et rengøringsfirma, andre steder er det læreren og eleverne, der står med opgaven. Men hvordan kan slibestøvet være farligt for rengøring og ikke for mig? spørger en lærer.

Hylde i håndværk og designværksted

Opbevaring af elevernes produkter er et problem i mange værksteder, og sidder hylderne mere end 160 cm over gulvet, siger rengøringsfirmaerne fra.

Foto: Pernille Aisinger
Pernille Aisinger
Pernille Aisinger Journalist
2 kommentarer
18. juni 2026, kl. 19:30
2 kommentarer

Det er ikke tilladt at feje i håndværk og design, fordi det vil øge mængden af træstøv i lokalet. Det fremgår af branchevejledningen for håndværk og design. Træstøvet skal fjernes med udsugning eller en særlig støvsuger, fordi det kan være kræftfremkaldende.

Vejledningen indeholder klare retningslinjer for, hvordan der skal gøres rent. Men der står intet om, hvem der skal gøre rent.

Og når den almindelige rengøring siger fra på grund af arbejdsmiljøsikkerheden, lander opgaven nogle steder hos håndværk- og designlærerne.

En af lærerne har spurgt ud i håndværk og design-facebookgruppen, om det virkelig kan være rigtigt - og om de andre lærere også involverer elever i rengøringen. Svarene viser meget forskellige løsninger rundt om på skolerne. Én skriver:

”Rengøringen hos os må ikke gøre rent i HD - træ, da støvet er farligt”.

En anden svarer:

”Hos os gør rengøringen kun gulvet rent. Men det er jo lidt sjovt, for hvordan kan støvet være farligt for rengøringen, men ikke være det for læreren?”

Andre fortæller om ”søde” rengøringsfolk, der sågar tager den overmalede vask, om rengøringsfirmaer, der bliver hyret ind en gang om året eller om, hvordan alle elever er indrulleret i at støvsuge hylder og sortere skruer, og enten må eller ikke må stå på stiger. Men fælles er, at mange håndværk og designlærere har en ekstraopgave med rengøring her op til sommerferien.

Meget kan løses med korrekt udsugning

Lærer Wisti Pedersen, som sidder i bestyrelsen for Den Faglige Forening Håndværk og Design og igennem en årrække også i deres sikkerhedsudvalg, har kendt til problematikken alle sine år som lærer. Både fra hans egen skole og fra, hvad han hører fra lærere på andre skoler. Men opgaven har ændret sig.

”Da jeg begyndte som lærer for over 30 år siden, var der på alle skoler en fagformand eller lokaleansvarlig, som havde afsat timer til materialeindkøb, vedligeholdelse af værktøj, og deri lå også rengøringen af værkstedet. Det havde man så 40 og nogle steder 60 timer til om året.”

I dag bliver det aftalt lokalt på skolerne, hvem der er ansvarlig for værkstedet, nogle steder med timer afsat, andre steder uden, og nogle steder er det op til fagteamet selv af finde ud af, hvordan lokalet skal vedligeholdes.

”Der er jo ingen, der er interesseret i, at lokalet ikke er rent og behageligt at være i, men det skal ikke hænge på en lærer som frivilligt arbejde at gøre det rent,” siger Wisti Pedersen.

Indretningen af lokalet betyder meget i den her sammenhæng. Hvis det er et nyindrettet håndværk og designværksted, der følger branchevejledningens anbefalinger i tre zoner og med den rette ventilation og tryk og plads, så vil der ikke være meget støv, som den almindelige rengøring ikke kan tage, efter at eleverne har brugt udsugningsstøvsugerne i den almindelige undervisning, siger Wisti Pedersen. Men er det derimod et gammelt værksted, så er det en helt anden sag.

”Hvis der ikke er korrekt installeret ventilation og udsug, så samler støvet sig. Hvis der så tilmed er hylder over 160 centimeters højde, bliver det rigtigt sjovt. Jeg har selv oplevet, at rengøringen sagde nej til at gøre rent i lokalet, og så ender aben hos lærerne. Hvis man så tilmed ikke har fået timer til at gøre det, så må man sige nej,” siger Wisti Pedersen og henviser til, at så må tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant forhandle med ledelsen.

Arbejdsmiljøreglerne er de samme for rengøringspersonale som for lærere, så hvis støvet er for farligt for den ene gruppe, så er den det også for den anden.

”I sidste ende er det jo lederens ansvar, at lokalerne er lovlige, hvis Arbejdstilsynet kommer. Men mantraet for det her er, som jeg ser det, at der er rene linjer og tid til opgaven,” siger Wisti Pedersen fra Den Faglige forening Håndværk og Design.

DLF: Rengøring er ikke en læreropgave

Thomas Andreasen som er formand for Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening kan slet ikke forstå, hvordan rengøring af faglokaler kan ende på lærerens to-do-liste.

”Lærere skal ikke gøre rent i faglokaler eller på gange eller andre steder. Rengøring er ikke en læreropgave,” siger han.

Der kan være akutopståede situationer, hvor læreren af hensyn til elevernes værdighed eller sikkerhed skal tage sig af noget, der ligger ud over deres almindelige opgaver - hvis en elev for eksempel har haft et uheld i bukserne.

”Men det her lyder som systematisk planlægning af rengøringsopgaver, og det ligger ikke i nærheden af noget akut.”

Han undrer sig over, at der skulle kunne være en økonomisk fordel i at bruge lærertimer på at rengøring. Med mindre det så er fordi læreren skal gøre det som frivilligt arbejde, hvilket i endnu højere grad er noget man skal se på.

”Faglokaler skal som alle andre lokaler vedligeholdes og holdes øje med. Jeg kan godt se, at der kan være en ide i, at det er en faglærer, der har det som sin opgave. Men så taler vi om indretning og fagligt tilsyn - ikke løbende rengøring,” siger Thomas Andreasen.

I forhold til det sikkerhedsmæssigt forsvarlige i at gøre rent i et lokale, hvor der ikke er korrekt ventilation og udsugning, så gælder der samme regler for lærere som for rengøringspersonale, understreger han.

”Det er arbejdsgiverens ansvar, at arbejdsmiljøloven bliver overholdt, så det er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt at gå på arbejde. Loven gælder for lærere såvel som for rengøringspersonale.”

2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærere gør rent, hvor det er for farligt for rengørings­personalet

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS