Forestil dig, at du står på skolebiblioteket med lille hesteglade Viola, som trænger til lidt ekstra motivation for at komme i gang med det der frilæsning, og samtlige af bibliotekets bøger så handlede om drenge, som mest spillede fodbold.
Bevares, du kunne sikkert finde en, der ramte hende lidt, men hvad så næste måned?
Sådan er virkeligheden ofte for lærere, der forsøger at motivere deres flersprogede elever.
”Når man står med en hel klasse, kan man godt tænke: Hvor vigtigt er det lige at finde noget særligt til de tosprogede, men det er det,” siger dansk som andetsprogslærer Sara Charlotte Martensen, der også er dansklærer.
”Det gælder både materialerne i undervisningen, men i høj grad også frilæsningen. Når man kræver, at eleverne læser hver dag, og man går med dem på skolebiblioteket for at finde noget, der kan motivere dem, så ville det altså være rart, hvis der også var noget, de kunne spejle sig i,” forklarer hun.
Hun har stået med udfordringen igen og igen på den folkeskole i Odense, hvor hun har arbejdet i 16 år. Selvfølgelig skal alle elever læse almindelige dansk litteratur, understreger hun. Men de må også godt føle sig repræsenteret.
”Hvis man endelig fandt noget, så var det med Ali som det eksotiske indslag. Eller om hvordan Fatima holder Eid. Det er ikke, fordi det ikke også har sin berettigelse, men det er jo mere bøger til de etnisk danske børn. Vi lever i et multikulturelt samfund, og jeg synes, det ville være fint, hvis de tosprogede var repræsenteret på lige fod med alle andre”.
Min kollega fortalte mig, efter hun havde brugt den i sin klasse, at hun havde en dreng, der voksede en halv meter, fordi han var den, der kendte de fremmede ord
Sara Charlotte Martensen Lærer
De skal kunne genkende sig selv som normale
Sara Charlotte Martensen har haft for eksempel afghanske og islandske elever i sine klasser, og de blev indskrevet direkte i almenklasserne. Hun har som DSA-lærer haft eleverne til DSA-undervisning i basishold.
”Det er jo et kæmpe arbejde, fordi man både skal forsøge at hjælpe eleverne, og man skal involvere de andre lærere og klæde dem på. Og man har aldrig timer nok i forhold til, hvad elevernes behov er. Kommer man direkte fra Afghanistan er alt nyt, bare det at gå i skole og have et forhold til en lærer.”
Netop derfor har de også ekstra behov for, at der er noget i alt det nye, de møder, der er genkendeligt.
”Vi kommer til at miste nogle børn, fordi de lader som om de godt forstår, men i virkeligheden gør de ikke. Så det med at motivere dem og fodre deres nysgerrighed og læselyst er virkelig vigtigt. Og det kræver, at de kan genkende sig selv som et almindeligt menneske i det, vi giver dem.”
Sara Charlotte Martensens datter Miryam er halvt marokkansk, og Sara husker tydeligt, hvordan hun kunne være en undskyldning for sig selv i skolen.
”De her børn tør ikke vise, hvem de er, fordi de bare gerne vil være som alle andre. Så vi skal hjælpe dem til at kunne føle sig som en del af det normale.”
Miryam er i dag voksen og arbejder som tale-høre-konsulent blandt andet med flersprogede børn. Og da hun selv blev mor, opdagede hun manglen på bøger, hendes egen datter kunne spejle sig i.
Derfor besluttede Sara Charlotte Martensen og Miryam sig for at skrive og tegne en børnebog, som kunne spejle nogle af de børn, som ikke er hvide og hedder Ida og Emil.
En af drengene voksede en halv meter
Bogen hedder 'Salma og Pandus bager cookies', og den handler om pigen Salma og hendes pandaven Pandus, som gerne vil bage cookies, men må på jagt efter en af ingredienserne.
Det har været vigtigt for Sara og Miryam, at bogen netop ikke handler om at være flersproget eller om særlige skikke. Men Salma siger Salam Aleikum og Bismillah og hun har ikke lyst hår og blå øjne.
”Vi har placeret Salma i et helt almindeligt børnebogsunivers med talende dyr, men vi håber, at den måske kan give anledning til nogle snakke om, hvorfor nogle mennesker hilser på forskellige måder,” forklarer hun.
Sara Charlotte Martensen har været ude på den skole, hun arbejdede på indtil for nyligt, og læse bogen højt for sine gamle elever. En af de etnisk danske drenge reagerede på Salam Aleikum og Bismillah:
”Sagde du ikke, at det var en børnebog, og så står der sådan nogle svære ord.”
Men for de tre muslimske børn, der sad i klassen, var det tydeligt dejligt, at det for en gangs skyld var dem, der kendte ord, som de andre ikke forstod.
”Min kollega fortalte mig, efter hun havde brugt den i sin klasse, at hun havde en dreng, der voksede en halv meter, fordi han var den, der kendte de fremmede ord. De sidder og føler sig forkerte så stor en del af tiden. Jeg synes, det er så vigtigt, at de også får boostet deres selvværd en gang imellem.”
Lærer savner bøger med almindelige flersprogede børn: Nu har Sara skrevet én
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.