Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Praktik

Lærer: Praktikvejleder­uddannelse fjernede mavepine på jobbet

Et nyt mål med praktikvejlederuddannelsen er at klæde praktikansvarlige på skolerne på til at blive meduddannere – men der er mange flere gevinster at hente, lyder det fra en lærer, der netop har gennemført PD-modul for praktikvejledere.

Tina Jørgensen lærer og praktikvejleder på Tarm Skole

Tina Jørgensen har foruden praktikvejledning også en vejlederfunktion på det Pædagogiske Uddannelses Center (Tarm Skoles verson af PLC, red.) En praktikvejlederuddannelse har givet hende kompetencer til begge roller.

Foto: Privat
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
Start debatten
12. juni 2025, kl. 19:30
Start debatten

”Er der nogen, som vil være praktikvejleder?”

Da lærer Tina Jørgensen hørte ledelsen stille det spørgsmål på Tarm Skole, meldte hun sig med det samme.

”Jeg er uddannet i 2016, så det er ikke så lang tid siden, jeg selv var under uddannelse, og jeg har længe tænkt, at der var noget, jeg gerne ville gøre anderledes”, siger Tina Jørgensen.   ”Jeg er meget optaget af at se teori i praksis – og praksis i teorien. Det betyder, man er nødt til at være opdateret for at give de studerende en seriøs behandling”.

Som led i sin nye rolle som praktikvejleder på Tarm Skole skulle Tina Jørgensen have et PD-modul på læreruddannelsen i Vestjylland – Nr. Nissum og Holstebro. Hun har netop afsluttet modulet, som tog et halvt år. Hun har fået tid til selve undervisningen, men har måtte læse op til faget, når hun havde fri. Hun fortryder ikke et sekund, at hun bød ind på rollen.

”Det har været rigtig godt, at vi har fået meget teori, og samtidig har vi arbejdet i praksis. Vi har læst, og derefter har vi mødtes og kunnet diskutere ting i gruppe og så været hjemme og arbejde i praksis”, forklarer hun.  

Læring, som kan bruges

Samtidig med hun gik på uddannelsen, kom en lærerstuderende til skolen i praktik, og derfor kunne Tina Jørgensen bruge de erfaringer, hun fik med praktikanten, i sin eksamensopgave. Samtidig kunne hun også i løbet af uddannelsen sikre, at skolen opfylder de krav, som gælder for den nye læreruddannelse.

”Vi lavede det, der hedder en uddannelsesplan, som er den, de studerende kan finde på skolernes hjemmeside, hvor det er klart, hvad man kan forvente af Tarm skole som uddannelsesskole. Samtidig fik jeg lavet en plan for, hvordan jeg og kommende uddannelseslærere på skolen vejleder både kollegaer og praktikanter. Det betyder noget, hvilken vinkel på vejledning, der vælges, for at skabe muligheder for en professionel, konstruktiv og givende vejledning”.

Sådan er uddannelsen ændret

Undervejs fik hun hjælp af lektor og studiepraktikkoordinator på læreruddannelsen Carsten Høy.

”Praktikvejlederuddannelsen har ændret sig ret markant med den nye bekendtgørelse for læreruddannelsen”, fortæller han. ”Før tog man en praktikvejlederuddannelse med det primære opgave at blive praktiklærer og vejlede de studerende i praktikken”.

“Nu tager man PD-modulet for både at kunne vejlede studerende og samtidig være i stand til at tage ansvaret for uddannelsen på skolen, og dermed også vejlede uddannelseslærerne på skolen i deres opgave. På den måde afspejler uddannelsen de krav, der ligger i den nye bekendtgørelse om, at uddannelsesskolen er en ligeværdig samarbejdspartner”.

Han er ikke i tvivl om, at opgaven på skolerne er blevet større. Han oplever, at der er stor forskel på, hvilke behov skolerne har for støtte til at løfte opgaven.

”Det er meget forskelligt, hvordan skolerne har mulighed for at prioritere opgaven. Blandt andet også fordi den fordrer nogle prioriteringer på det kommunale niveau”, siger han og glæder sig over, at flere af samarbejdskommunerne i Vestjylland har valgt at sende lærere på på PD-kurser for uddannelsesansvarlige.

Lærer får sidegevinst af uddannelse

For Tina Jørgensen har det været meget meningsfuldt at tage uddannelsen.

”Jeg var så heldig at have en praktikant, så vi kunne videooptage min vejledning, og så kunne jeg få feedback på både de gode og dårlige sider, og hvor jeg kunne skifte spor. Det var fedt at kunne analysere og bruge de redskaber, jeg har fået i undervisningen”.

”Som praktikkoordinator og vejleder forholder man sig til læreruddannelsens forventninger og krav, så man kan give de studerende en kompetent vejledning og være den ‘de kan spille bold med'”.

”Jeg har set på, hvad uddannelsen forventer af de unge. Hvilken litteratur, de har været læst, så jeg kan holde praktikantens oplevelser op mod litteratur, hun kender. Selv om jeg er uddannet, er der ting, jeg har været nødt til at læse op på”.

”Jeg har lært at være mere spørgende og undersøgende. Lært at give slip og lade hende komme til. Lært at jeg må se på den enkelte praktikant. Nogle kan klare et lille skub, mens andre skal have mere hjælp. Men frem for alt har jeg lært både at stille spørgsmål på flere måder, være afventende og skabe rum til tanker og refleksioner hos den vejledte, og ikke mindst holde fast i de ideer, der skabes”.

Lige nu er Tina Jørgensen både praktikvejleder og praktiklærer, men på sigt skal hun vejlede sine kolleger, når de skal være praktiklærer for de studerende. Men allerede nu har uddannelsen gjort en stor forskel i hendes daglige arbejde.

”Jeg er på PUC (Pædagogisk Uddannelses Center), hvor jeg har en vejlederfunktion. Den har tidligere givet mig mavepine. Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tilbyde en seriøs og brugbar vejledning til mine kollegaer.  Men nu har jeg fået helt konkrete redskaber til, hvordan jeg stiller spørgsmål, og hvordan jeg får folk i tale. Det gør, at jeg føler, jeg har fået nogle faglige ben at stå på”, siger hun.  

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer: Praktikvejleder­uddannelse fjernede mavepine på jobbet

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS