8.a på Borgerskolen i Sorø har kristendomskundskab, og i denne time skal de starte med at se en video af en præst, der siger trosbekendelsen. En lidt skrattende video af ældre dato kommer frem på den store skærm. Alle elever sidder med deres Chromebooks fremme. De fleste har skærmen slået op med arbejdsspørgsmålene fremme, men et par stykker har klappet dem sammen. Trosbekendelsen runger i højttaleren, og det er svært at tolke, om klassen følger med, men der er ikke meget andet for dem at gøre end at lytte.
For takket være programmet NetSweeper, der blokerer for irrelevante hjemmesider på skolens elevcomputere, kan de ikke tilgå hjemmesider, der ikke er relevante for undervisningen.
I begyndelsen af sidste skoleår implementerede Sorø Kommune i samarbejde med Lenovo programmerne LanSchool og Netsweeper, der har til formål at beskytte eleverne mod uhensigtsmæssigt indhold og gør det også muligt for læreren at følge med i, hvad der sker på elevernes skærme i undervisningen.
En genial opfindelse
Lærer Rasmus Thomsen, der underviser i geografi, kristendomskundskab og natur/teknologi på Borgerskolen, kalder det ”en genial opfindelse.”
Eleverne bliver sendt ud for at svare på arbejdsspørgsmålene til opgaven. ”Der er plads til to grupper ude på gangen,” siger Rasmus Thomsen ud til klassen. Der opstår et øjebliks uro, imens de to og to fordeler sig ud til borde i klasselokalet og på gangen.
Eleverne har ikke nogen mobiltelefoner med sig - de er låst inde i et skab bagerst i klassen.
I klassen står Rasmus Thomsens computer åben med et oversigtsbillede, hvor han kan se, hvad eleverne har åbent på deres computerskærm.
Små ikoner med elevernes navne afslører, hvad de hver især har gang i.
Oversigten viser, at de fleste er i gang med deres arbejdsspørgsmål, et par stykker er ikke inde i deres browser, og en enkelt har sneget sig ind på sin Spotify-app.
Hvis eleven hurtigt vender tilbage til sin opgave efter at have været på Spotify for at finde musik, er det okay, mener Rasmus Thomsen, men der er situationer, hvor han har lukket det ned, fortæller han.
Der var svært at gøre noget ved
Før LanSchool blev implementeret på skolens Chromebooks kunne Rasmus Thomsen opleve at stå ved tavlen og undervise i eksempelvis geografi, imens han kunne se elever grine af noget, der foregik på deres skærm.
”Det var nok ikke hydroterm-figurer, de syntes var så sjovt,” siger han.
Selvom det var noget, der skete forholdsvis ofte, oplevede han, det var svært at gøre ret meget ved det. For eleverne kunne lynhurtigt lukke ned for det, de var i gang med. Og når han ikke vidste, hvad de faktisk havde lavet, kunne han ikke gøre så meget, forklarer han.
Efter at Sorø Kommune har implementeret overvågningsprogrammet, er det ikke noget, Rasmus Thomsen oplever længere.
Elever har accepteret det
Skolen har haft systemet i et år, og Rasmus Thomsen har indtryk af, at eleverne har vænnet sig til, at han kan følge med i, hvad de kigger på.
Det er elev i 8.a Angelina overordnet enig i. Hun kan godt synes, at det er irriterende, at der er visse hjemmesider, de ikke kan komme ind på, som fx Googles indbyggede AI og Google Maps. Google Maps blev blokeret som følge af Chromebookkommunernes aftale med Datatilsynet for to år siden.
Men hun kan godt se, at der er fordele ved at blokere forstyrrende sider.
”Det har gjort lidt ved min koncentration. Før kunne jeg godt finde på at gå på Snapchat, og det kan man ikke længere,” fortæller Angelina. Hendes sidemakker nikker.
”Der er også mange, der gamer og sådan noget, og det kan man få styr på med programmet,” siger Angelina.
Kan sende elever ind på bestemte hjemmesider
Mens eleverne laver gruppearbejde, viser Rasmus Thomsen, hvordan han ved hjælp af LanSchool også kan sende eleverne ind på bestemte hjemmesider.
”Jeg kan også pushe et link ud til dem, og så kommer de automatisk ind på den hjemmeside,” forklarer han, mens han lægger et link ind i lille boks og sender det ud til samtlige elever i klassen.
I slutningen af timen bevæger eleverne sig langsomt ind i klassen. Det er sidste lektion, inden de får fri, og der opstår en smule uro, inden de igen sætter sig på deres pladser. Rasmus Thomsen laver en kort opsamling ved tavlen og kort efter lyder der en skramlen fra stolene, da eleverne rejser sig op. De venter utålmodigt foran mobilskabet og skubber lidt til hinanden.
Et værktøj til klasserumsledelse
For Brian Eskesen, der er leder af it-supporten og ansvarlig for skolernes it i Sorø Kommune, handler det om at give lærerne et værktøj til klasserumsledelse.
”For mig handler det ikke så meget om overvågning, men om klasserumsledelse i en digital tidsalder,” siger han.
Skærmene spiller en stor rolle i undervisningen, men medfører også mange potentielle forstyrrelser. LanSchool er med til at indskrænke og fjerne nogle af de forstyrrelser, fremhæver han.
Det er Rasmus Thomsen enig i.
”Der er jo ikke noget galt med, at en 15-årig har lyst til at være inde på nogle andre hjemmesider end lige det, der er relevant for undervisningen, og det kan LanSchool jo hjælpe med,” mener han.
Kommunen har et ansvar
Brian Eskesen påpeger også, at kommunen har et ansvar for, at eleverne ikke bliver udsat for uhensigtsmæssigt indhold som fx pornografi, vold og gamblingreklamer, når man udleverer digitalt udstyr til eleverne.
”Vores opgave er at sikre, at de her enheder understøtter den faglige udvikling og selvfølgelig ikke udsætter eleverne for ting, de ikke er klar til at se,” forklarer Brian Eskesen.
Det kan skoleleder på Borgerskolen Malene Härstedt erklære sig enig i. Hun synes, det er vigtigt at have styr på de ting, der understøtter læring, og det er bl.a. skærmene.
”Der er en pædagogisk og didaktisk mening med, hvad der er adgang til hvornår. Det giver os mulighed for at lave virtuel klasseledelse, og det giver ro,” siger hun.
Nogle var nok bekymrede for, om det var en form for overvågning, der var på vej. Men ifølge skolelederen har implementeringen af LanSchool givet bedre plads til differentiering og øget læringsudbyttet, fordi det minimerer digital støj.
Rasmus Borch, der sidder i Education Services hos leverandøren Lenovo Emea forklarer, at programmet kan bruges til meget, potentielt også til overvågning, men at det handler meget om, hvordan man tager det i brug.
”I nogle kulturer er det jo ønsket at overvåge eleverne, så I nogle lande er de glade for det, fordi det forventes, at man overvåger,” fortæller han.
Hos Lenovo oplever de dog, at når de udruller programmet i de skandinaviske lande handler det i højere grad om den enkelte elevs rettigheder, og at forstyrrelser udelukkes fra læringsmiljøet, frem for overvågning.
Virtuel hånd i vejret
Programmet kan også mere end at overvåge, påpeger Rasmus Borch. Eleverne kan nemlig også række en virtuel hånd i vejret, og det mener han er meget positivt.
”Der er altid nogle elever i klasselokalet, som har svært ved at give sig til kende og sige at, det her kan jeg ikke finde ud af og her kan de altså sende et besked til læreren inde i systemet,” siger han til Folkeskolen.
Lærer om overvågningsprogram i klassen: En genial opfindelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.