Da Ann-Sofie Zangenberg mødte ind til sin forholdsvis nye klasse efter efterårsferien, var det til spørgsmålet: er du stadig jomfru?
På forhånd var hun blevet advaret om, at hun nok ville blive mødt af en række nysgerrige elever. For lige op til ferien var klassen på studietur i Berlin med andre af skolens lærere, og undervejs fik Ann-Sofie Zangenberg et opkald fra sin leder om, at både elever og lærere havde fået nys om, at hun medvirker i et helt nyt realityprogram.
Programmet hedder 'Jomfruernes Ø'. Her rejser 11 deltagere til en græsk ø, de har det tilfælles, at de aldrig har haft sex.
Under optagelserne var Ann-Sofie Zangenberg ledig, men siden sidst i september, har hun fået job på 10. klassecenteret i Nyborg, hvor hun underviser i dansk og kultur og samfund.
Hendes svar til sine nysgerrige elever var et ja.
Ann-Sofie Zangenberg fortæller, at eleverne ikke reagerede negativt på hendes deltagelse, men mere med overraskede over, at hun som 29 årig endnu ikke har haft sex.
”Deres reaktion var mere 'what'-agtigt,” siger hun. ”Jeg frygtede, at jeg ville miste min autoritet som lærer overfor eleverne, men det synes jeg faktisk ikke, jeg gjorde.”
Vil nedbryde tabu
Hun fortæller, at både venner og de andre deltagere i programmet også havde været bekymret på hendes vegne over, hvordan eleverne ville reagere.
Alligevel var det vigtigt for hende at stille sig frem og vise en anden måde at være ung på, fortæller hun.
For da Ann-Sofie Zangenberg selv var teenager, kendte hun mange, der havde sex første gang på måder, der var ubehagelige, og hun oplevede en stor stress i sin omgangskreds over at skulle have sex.
”Der var en kæmpe stress, hvis man ikke havde haft sex, inden man fyldte 18. Man kom til at føle sig forkert og bagud,” fortæller hun.
Det vil Ann-Sofie Zangenberg gerne gøre op med ved at være med i programmet.
Elever må gerne stille spørgsmål
Trods det var det alligevel en ret grænseoverskridende oplevelse at skulle fortælle sine eleverne om programmet, siger hun.
Til en start opførte eleverne sig som om, at de ikke vidste, at hun er med i et program. Men elevernes indbyrdes blikke og små fnis afslørede, at de nok havde opdaget det.
Flere spurgte, om de måtte se traileren for programmet.
”Så indrømmede de, at de faktisk havde set traileren og godt vidste, at jeg er med i programmet. Det var lidt skørt,” fortæller hun.
Det har været vigtigt for Ann-Sofie Zangenberg, at alt det hun snakker om i programmet er noget, hun er åben omkring og kan stå på mål for. Derfor er hun også åben overfor sine elever.
”De må gerne stille spørgsmål, det har jeg forberedt mig på. Det er bare ikke sikkert, at det er alt, de får svar på,” siger hun.
Selvom Ann-Sofie Zangenberg kan stå på mål for det, hun siger i programmet, kan hun stadigvæk være nervøs for, om eleverne fremover kommer til at tage hende mindre seriøst.
”Jeg kan være nervøs for, at eleverne kan tænke mindre om mig, eller at jeg ikke er en rigtig voksen, fordi jeg ikke har haft sex.”
Nervøs for kollegers reaktion
Ann-Sofie Zangenberg var også på forhånd bekymret for, hvordan kollegerne ville reagere, når de hørte om, at hun er med i det nye program.
”Jeg havde frygtet, at de ville stille en masse kritiske spørgsmål,” siger hun.
Men hun oplevede, at de var positive og nysgerrige. Faktisk havde de bare stillet en masse praktiske spørgsmål, siger Ann-Sofie Zangenberg og griner.
”De spurgte mere til hvor og hvornår, og om det havde været sjovt at være med,” fortæller hun.
Lærer med i nyt program: Elever spurgte, om jeg stadig er jomfru, da de fandt ud af det
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.