Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Kunstig intelligens

Lærer: Kunstig intelligens kan fjerne meningen med skolen

Er kunstig intelligens en gave til folkeskolen og de kommende generationer eller en vej til fordummelse? AI kan blive en bombe under elevernes motivation for læring, lød det i en debat på Folkemødet.

Lærer Christel Rasmussen

"Jeg er tysklærer, og nu kan eleverne med god grund sige: Hvorfor skal jeg lære tysk?", sagde lærer Christel Rasmussen i debatten om AI.

Foto: Jesper Knudsen
Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
14 kommentarer
14. juni 2025, kl. 08:50
14 kommentarer

Er du for eller imod brugen af AI i skolen?

Ved en folkeskole-debat på årets Folkemøde blev tilhørerne bedt om at besvare det spørgsmål ved at række enten en rød eller en grøn seddel i vejret. Sedlerne viste, at tilhørerne meget præcist var delt i to. Det samme gjaldt for deltagerne i panelet, som Danmarks Lærerforening havde inviteret til at diskutere muligheder og faldgruber ved kunstig intelligens i undervisningen.

Flere deltagere udtrykte begejstring for AI's potentiale i skolen. Regitze Flannov, forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, fremhævede, at AI kan give nye muligheder, hvis det implementeres korrekt, og lærerne får uddannelse og tid til at sætte sig ind i det.

Hun understregede vigtigheden af, at man politisk tager en diskussion om, hvordan kunstig intelligens skal bruges og indgå, så man ikke risikerer, at skolerne griber brugen meget forskelligt an.

”Nu får vi digital teknologiforståelse ind som valgfag, men der er ikke finansieret kapacitetsopbygning eller udrulning eller det udviklingsarbejde, som lærerne skal være med til at lave”, sagde hun.

Alexander von Oettingen, rektor for UC Syd, er generelt kritisk over for kunstig intelligens, men han pegede på, at AI kan styrke både kritisk stillingtagen og æstetisk opmærksomhed hos eleverne.

”Kunstig intelligens er blevet en del af læreruddannelsen”, sagde han. ”Vi er landet på, at vi favner det, og så stiller vi os spørgsmål om, hvad lærerne skal kunne, og hvad de skal vide. Vi er afsøgende, for ingen har det klare billede”.

Fjerner AI elevers motivation?

Flere var dog bekymrede for, hvad AI gør ved elevernes læring. Christel Rasmussen, lærer og medlem af fagudvalget for teknologiforståelse, er enig med Regitze Flannov i, at mange lærere ikke er tilstrækkeligt klædt på til at håndtere AI i undervisningen. Hun mener, at kunstig intelligens kan få langt større konsekvenser for skolen end andre teknologier.

”AI kan begynde at tage meningen ud af det, vi lærer eleverne i skolen. Jeg er tysklærer, og nu kan eleverne med god grund sige: Hvorfor skal jeg lære tysk? Det bliver nødvendigt at tænke folkeskolen om på en helt anden måde, end da lommeregnere kom”, siger hun og henviser til, at det er noget, hun håber kommer til at indgå i det igangværende arbejde med at forny planerne for alle folkeskolens fag.

Gør AI elever dummere?

En elev fra en skole i Jylland fortalte, hvordan han er bange for, at eleverne mister muligheden for at opnå kompetencer, fordi de bruger AI. Han er nervøs for, om AI gør eleverne mindre kildekritiske, og at den viden, de får, bliver styret af techgiganter.

”Tænk hvis vi har en hel generation, som ikke tænker kildekritisk. Så kan de sidde i USA og hjernevaske os, så vi siger præcis det, som de synes, vi skal”, sagde han.

Men formand for Danske Skoleelever Caroline Hermansen er ikke så nervøs for, at eleverne mister kompetencer, fordi de bruger AI i skolen.

”Det er måske ikke det vigtigste for mig at kunne skrive i hånden, det er heller ikke så vigtigt at kunne regne i hovedet, for jeg har en regnemaskine tæt på. Jeg tror, at der er nogle opgaver, der bliver lettere med AI, så vi kan løse nogle af de endnu større udfordringer”, siger hun.

Alexander von Oettingen forstår godt, at flere deltagere i panelet opfordrede til, at man bruger AI i skolen på ’den rigtige måde’, men han er ikke sikker på, at han er enig.

”Jeg tror ikke, der er sådan en manual. Jeg tror, at efteruddannelse bliver meget vigtigt og skole og forældresamarbejdet bliver også vigtigt, så man har en fornemmelse af, hvad man vil med teknologien”.

Indførsel af ny teknologi koster penge

Christel Rasmussen mente, at der er brug for uddannelse af lærere – både de kommende lærere og dem, som allerede i dag er i skolen.

”Der er mange undervisere, der ikke ved meget om ophavsret. Det kan være fristende at uploade læremidler og få lavet noget, der passer til en selv”, siger hun og peger også på, at lærerne hurtigt kan komme til at lægge personfølsomme oplysninger op i fx ChatGPT.

Regitze Flannov understregede, at det ikke skal være lærerens opgave at håndtere GDPR, og så er det vigtigt, at kommunerne ikke begynder at satse på, at AI kan erstatte lærere.  

Læs også

Seneste nyt

“Lærere er i reel fare for fuldstændigt at uddø om fem til ti år”

”Sådan noget bæ. Der har aldrig været noget teknologi, som har sparet relationen mellem lærer og elev væk”.

Alle i panelet mener, at det er vigtigt, at der både på skolerne og politisk tages en samtale om, hvad AI i skolen skal bruges til. Lærerne skal turde være kritiske, lød hendes opfordring.

”Lærerne har haft travlt. Nu skal vi have fagfornyelse, og her skal lærerne diskutere fag og faglighed og bruge deres stemmer, mens vi venter på, hvad der sker med AI”, sagde Christel Rasmussen.

Regitze Flannov var enig i, at samtalen skal i gang på skolerne, nationalt og blandt politikere.

”Vi må finde ud af, hvad det betyder det for lærerrollen. Realiteten er i dag, at vi har to valg. Vi kan slukke, eller vi kan lære vores børn at omgås de her nye teknologier fornuftigt. Jeg tror på det sidste”.

14 kommentarer

Læs også

  • Lærere: ChatGPT udfordrer lærer-elev-relationen

    Lærere: ChatGPT udfordrer lærer-elev-relationen

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer: Kunstig intelligens kan fjerne meningen med skolen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS