Ugens spørgsmål:
På min skole har vi talt meget om psykologisk tryghed. Hos os betyder det blandt andet, at der skal være plads til, at alle kan komme til orde, at ingen spørgsmål er for dumme, og at man har frihed til at sige sin holdning. Så langt så godt.
Forleden havde vi så et møde, hvor der blev uddelt små flyers med korte tegneserier om, hvad man må og ikke må gøre og sige i forskellige situationer. I en af striberne siger en kollega til en anden: ”Åh jeg synes, det er så svært med Emil. Han sidder aldrig stille, svarer igen og laver ingenting.” Her fremgår det så af tegneserien, at den anden kollega ikke må svare: ”Det oplever jeg aldrig.”
Men hvad gør man så, hvis det kun er ens kollega, der har problemer med en elev, og Emil arbejder flittigt, taler pænt og er en skøn elev i de timer, man selv har med ham?
Ja, hvad mener I, man må sige til usikre kolleger, som man har mistænkt for at lave kedelig undervisning, der kan få selv de flittigste elever til at give op på projektet?
Lærer Anders Thorsen svarer:
Det kan hurtigt opfattes som et forsøg på at pisse territoriet af, når en erfaren kollega hæver stemmen på et teammøde og frejdigt siger: “Jeg har slet ikke nogle problemer med Emil i mine timer!”.
Jeg ved, at det måske lyder alt for læreragtigt
Anders Thorsen Lærer
Det er nok ikke så fedt at høre for en ung og usikker lærer, der har svært ved at håndtere eleven. Her kan det hurtigt lyde som om, kollegaen siger: ”Se, hvor dygtig jeg er. Jeg har styr på mit shit, og jeg gider ikke forholde mig til dine problemer.”
Når jeg tænker over det, er den slags faktisk vildt dårligt kollegaskab overfor usikre kolleger, der viser sårbarhed ved at dele deres udfordringer med jer erfarne. Men sådan en dårlig kollega er du jo heldigvis ikke, for så havde du ikke skrevet ind til brevkassen.
Derfor synes jeg, at du skal gå anerkendende til værks. Jeg ved, at det måske lyder alt for læreragtigt, men I er altså et team, og derfor har I et ansvar overfor hinanden.
Du bør derfor spørge nysgerrigt ind til din kollegas undervisning for at undersøge, om den virkelig er så kedelig, som du frygter. Lige nu er det jo kun en mistanke.
Hvis I har en smaddergod ledelse, kan du måske endda få lov til at observere noget af din kollegas undervisning.
Men ligegyldigt om det er muligt eller ej, har du en virkelig fed mulighed for at være den bedste kollega nogensinde. Du kan nemlig tage mentorrollen på dig og øse ud af din store erfaring med at lave spændende undervisning for Emil og hans klassekammerater.
Det, mener jeg, er bedre kollegaskab end bare at lægge armene over kors og tænke: Så længe jeg selv har mit på det tørre, så er det i hvert fald ikke mit problem, at det sejler i min kollegas timer.
Lærer Anne Hammer svarer:
Udover at være lærer på Sejs Skole har hun den sidste tid arbejdet med at udvikle de nye fagplaner for skolens fag.
Arbejdet med psykologisk tryghed er også nået til min arbejdsplads. Her skal vi blandt andet være nysgerrige og værdsætte, når nogen tør prøve noget nyt eller sige sin mening. Så langt, så godt.
Det er de færreste lærere, der møder på arbejde med et ønske om at mislykkes
Anne Hammer Lærer
Det er dog ikke carte blanche til at sige hvad som helst, så længe man efterfølger det med sætningen: ”Det er bare min mening”.
Din kollega bliver næppe en dygtigere lærer af at få at vide, at det altid lykkes for dig nede i 4.b. Det kan tværtimod få vedkommende til at føle sig endnu mere utilstrækkelig.
Det er de færreste lærere, der møder på arbejde med et ønske om at mislykkes eller med en ambition om, at eleverne ikke skal lære noget. Jeg tror derfor, du skal forsøge at få din kollega til at reflektere frem for at føle sig forkert.
Psykologisk tryghed handler også om, at det skal være nemt at bede om hjælp og få den. Når en kollega fortæller, at det er svært at få Emil til at lave sine opgaver i matematiktimen, er det måske i virkeligheden en måde at bede om hjælp på.
Det behøver altså ikke lade som om, at du er enig i din kollegas oplevelse, og du må også gerne fortælle, at du oplever Emil og 4.b anderledes.
Men dine gode erfaringer kan være en hjælp eller ligefrem nøglen til at din usikre kollega lykkes med at lave en lidt mere engagerende og motiverende undervisning.
Lærer: Jeg mistænker min kollega for at lave kedelig undervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.