Lærer insisterer på at tage den svære snak

”Jeg har ikke udskolingselever i øjeblikket, men hvis jeg havde, ville jeg ikke tøve med at lave et forløb med dem om krigen i Gaza. Og det forløb skulle ikke mindst handle om kildekritik”, siger Israa Ibrahim.

Hun er lærer, underviser i matematik, historie, kristendom og engelsk i 2. klasse på en skole i Høje Taastrup, og så har hun selv palæstinensisk baggrund.

Normalt ville hun ikke tage et så kontroversielt emne som Israel-Palæstina-konflikten op med sine elever, for ”død og ødelæggelse går ikke så godt i hånd med børn”, som hun formulerer det, men hun kan ikke ignorere, hvor meget krigen fylder hos hendes elever.

”Vi ser for eksempel, at vores elever leger ’Israel mod Palæstina’ i frikvartererne, uden at de forstår konflikten. Vi er som lærere nødt til at tale med dem om det”, siger Israa Ibrahim og medgiver, at det ikke er let:

”Det sværeste for mig er at finde ud af, hvor meget af alt det forfærdelige børnene kan tåle at høre. Man skal helt klart også finde nogle positive historier, som man kan fortælle som modvægt. I Gaza bliver folk for eksempel stadigvæk gift, fordi de har håb for fremtiden. Hvordan kan man have håb under så svære vilkår? Den samtale er god at have med eleverne”.

Israa Ibrahim mener, at skolen svigter, hvis den ikke møder børnenes bekymringer.

”Vi har palæstinensiske børn, som er bekymrede for deres familie. Dem skal læreren give et kram og sige: ’Ved du hvad, jeg kan godt forstå, at du er ked af det’. Den sætning er der intet politisk i”.

Skub ikke samtalen væk

Israa Ibrahim så gerne, at skolen havde mere fokus på, hvordan lærerne kan tale med deres elever om krigen i Gaza, både når det gælder omsorg og undervisning.

”Mange af de lærere, der skal undervise i krigen i Gaza, mangler selv den viden, det kræver at undervise ordentligt i det”, siger Israa Ibrahim og efterlyser konkret hjælp.

”Da der blev krig i Ukraine for to år siden, var der masser af gode råd til, hvordan vi skulle tale med vores elever om det. Det oplever jeg slet ikke, at der er nu. Tværtimod er der en forventning om, at vi skubber det væk og lukker samtalen ned – for som lærere skal vi være apolitiske på arbejdet. Det er forståeligt nok, men rent pædagogisk er jeg bekymret for, hvordan børnene vil reagere på, at vi skubber samtalen væk. Vi er nødt til at tage snakken, enten i en undervisningskontekst eller bare i klassen”, siger hun.