"Du er blevet populær", lød det fra eleverne, da Anne Tang Iversen mødte på arbejde den 15. januar i år.
Eleverne på Bork Skole i Vestjylland er ikke vant til, at deres håndværk og design-lærer er på i både landsdækkende radio og tv. De ved, at hun er god til at strikke - 50-60 hjemmedesignede sweatre om året. Men det kan ikke imponere skolens 84 elever. Det kan det til gengæld, når man får 5.000 likes på et døgn og bliver interviewet til seks forskellige medier.
"Du skal starte din egen youtubekanal," mente eleverne.
Det mente Anne Tang Iversen så ikke. Hun er efter eget udsagn en helt almindelig lærer, der har gigt i fingrene og godt kan lide at holde dem i gang med strikkepindene. Og elevernes udsagn gav anledning til en virkelig god snak om, hvad det betyder at være populær.
"Man er jo stadig det samme menneske uanset, hvor kendt man bliver og uanset, hvor mange penge man tjener, sagde jeg til dem. Jeg havde engelsk den dag, og da jeg talte om influencere og likes, slugte de de råt".
Selv de elever, som normalt fader ud, anstrengte sig for at forstå på engelsk.
"Jeg elsker, når jeg kan få undervisningen til at handle om noget, der berører deres hverdag," siger Anne Tang Iversen, som underviser i madkundskab, håndværk og design, engelsk og tysk.
Kan du ikke strikke en til kongen?
Men hvad er det så, der har gjort hende "populær"? Og var det helt uforvarende?
Den 13. januar lagde Anne Tang Iversen sin seneste sweater op i en strikkegruppe på Facebook. Hun havde designet og strikket den til en kvinde, der ønskede at mindes sin grønlandske mormor, så Anne havde ladet sig inspirere af grønlandske perlebroderier. På et døgn fik den over 5.000 likes, og så begyndte hendes telefon at kime med journalister.
"Mens jeg snakkede med TV2, ringede DR til min mand, fordi de ikke kunne komme igennem til mig. Det var det rene galimatias. Jeg sagde ja til at gå på P4, men kun hvis jeg fik lov til at sige noget nedsættende om Trumps måde at tryne Grønland på. Jeg er lærer, og jeg vil ikke acceptere, at man træder på de svage," fortæller hun.
Sweateren blev delt i ét væk på de sociale medier, og hun fik utallige henvendelser fra folk, der ville have strikket én magen til, som syntes, hun skulle strikke til kongen og Mary, eller som gerne ville have mønsteret. Alt sammen uden held, for Anne Tang Iversen designer på slump og har siden hun var lille tegnet sine egne mønstre på ternet papir.
"Jeg lærte at strikke af min mormor, da jeg var 5. For nyligt fandt jeg på loftet en halv babysweater, jeg strikkede, da jeg var ni. Der havde jeg strikket små danske og norske flag til en nabos barn."
Læs også
I håndværk og design er det dog hækling, hun lærer sine mellemtrinselever, for hun oplever ikke, at børns finmotorik i dag er god nok til strik før 6. klasse.
Jeg skulle have været lærer fra starten
Anne Tang Iversen er oprindeligt uddannet køkkenleder, men da hun var i slutningen af fyrrerne var hun så plaget af gigt, at hun måtte stoppe.
"Jeg takkede nej til førtidspension og tog en læreruddannelse i stedet, for jeg har altid elsket børn. Lige meget hvilket selskab jeg er i, så ender børnene altid hos mig. Jeg var 51 år og 364 dage, da jeg blev færdig - sikkert landets ældste nyuddannede lærer. Men jeg ville hellere gøre en forskel end at sidde hjemme på offentlig forsørgelse."
Det har hun ikke fortrudt i de 12 år, der er gået
"Jeg elsker det. Jeg skulle have været lærer fra starten, jeg kunne have flyttet så meget for så mange børn. Det at være lærer er ikke at have et job, det er en måde at være menneske på."
Det lagde hun heller ikke skjul på, da hun blev interviewet. Nogle af hendes kolleger har undret sig over, hvorfor hun sagde ja til tv og radio. Men hun mener, at man skal gribe de lejligheder, man får til at fortælle om lærerfaget om den fine, lille skole, hun arbejder på.
"Vi var lukningstruede for nogle år siden på grund af faldende børnetal. Men så begyndte vi at gøre opmærksom på os selv og alt det, vi kan. Vi beskrev vores værdier og gik ud i lokalsamfundet og fortalte om skolens høje faglighed. Det har virket," fortæller hun.
Strik forbindes med gamle, rare mormødre
Det er da heller ikke første gang, at hun har strikket for en sag.
"Min søns far var politisk flygtning fra Libanon. Jeg kan ikke lide, at man er efter nogen på grund af deres etnicitet. Det var også derfor jeg sagde ja til at strikke den grønlandske sweater, for modtageren fortalte om, hvordan hun selv var blevet mobbet for at være kvart grønlænder som barn. Den slags skal vi ikke bare acceptere."
Hun har også strikket til palæstinensiske og senere ukrainske børn.
"Jeg tømte en hel webshop for blåt og gult garn. Jeg ved godt, hvordan man savner det, man kommer fra, når man er i et nyt land. Vi skal ikke bare forsøge at gøre dem danske, hvis de ikke ønsker det.".
Strik kan noget særligt, mener hun. I forhold til at vise omsorg for dem, der trænger til varme og genkendelighed. Men også fordi det virker afvæbnende.
"Strik forbindes med gamle rare mormødre. Min mand har en webshop, hvor han sælger artikler til klovbeskæring af kvæg. Når jeg er med ham på messer og sidder og strikker, er der en del, der hellere går hen og spørger mig end ham, fordi jeg ser helt ufarlig ud".
Det betyder dog ikke, at hun ikke har ting, hun gerne vil sige, mens hun strikker. Hun har virkelig intet til overs for den amerikanske præsident, og sådan har hun haft det lige, fra han blev valgt ind.
"Ja, jeg fik vist sagt et par gange, hvad jeg mener om Trump både på tv og radio. De spurgte, om jeg kunne strikke en sweater med hans ansigt, og der fik jeg svaret, at det nok ville kræve en del optrævlinger at lave det fjæs. Jeg kom også til at vifte lidt med mine gigtkrogede fingre og sige "Jeg kommer efter dig, Trump, med mine strikkepinde", griner hun.
Det syntes hendes elever var sjovt, og hun bruger det gerne som anledning til at tale med dem om, hvad man kan bruge strik til.
"Vi skal jo danne børn, og der er en vigtigt pointe i det her. Ét er at lære dem at strikke, men endnu vigtigere pointe er, at hvis du med noget så fredeligt som strik kan nå lige så langt, hvorfor så gribe til våben?"
Lærer: "Jeg kommer efter dig, Trump, med mine strikkepinde"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.