I fem-seks år har matematiklærer Hans Clausen han kørt "matematik uden bog" på Bangsbostrand Skole i Frederikshavn, hvor han ind i mellem tværfaglige projektforløb også giver eleverne de nødvendige kurser i færdighedsregning ved hjælp af regneark. Det materiale, han havde udarbejdet til at generere matematikopgaver, havde han forsøgt at afsætte til et forlag til udgivelse på cd-rom - i stedet blev det til www.matematikbogen.dk, som finansieres af bannerreklamer.
"Vi håber jo, at det her kan supplere SU'en for Michael og den lille lærerløn for mig - og vi har da allerede været til møde med et forlag, der var interesseret i et samarbejde", siger Hans Clausen, som dog ikke forventer, at man kommer til at skulle betale for regnestykkerne på matematikbogen.dk
"Måske kunne man forestille sig, at der på et tidspunkt blev to lag, et gratis område og et område, man skal betale for".
Brugerne af den nye "matematikbog" kan vælge sig ind på et niveau svarende til to klassetrin. Derefter kan man vælge mellem en række forskellige opgavetyper som for eksempel "drillefirkanter". Man vælger, hvilke talstørrelser, man vil arbejde med, og computeren genererer så et ark drillefirkanter med en angivet sum lodret og vandret. Bagefter kan eleven taste sine resultater ind i rettemaskinen og tjekke for fejl. Der er også opgaver, som kan løses direkte på computeren og sendes til læreren per email:
"Det er et værktøj til at undervisningsdifferentiere på den del af matematikundervisningen, men matematik er selvfølgelig også meget andet", siger Hans Clausen, der sammen med Michael Trangeled har mange planer for matematikbogen.dk, bl.a. to tværfaglige materialer om "Renæssancen" og "Jord".
Lærer bag gratis matematikbog på nettet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.