Kvalitet i specialpædagogisk bistand til småbørn

Artikelsamlingen, der er udgivet af Samrådet af specialpædagogiske foreninger i folkeskolen, er en smukt illustreret og velredigeret bog udgivet med støtte fra Undervisningsministeriet og med et velmenende brev fra tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager på første side.

Men så starter sygejournalen. I forordet gennemgås udviklingen, siden bestemmelserne for specialpædagogisk bistand til småbørn så dagens lys i 1980. Konklusionen er, at området ikke har været gjort til genstand for nævneværdig forskning, er sparsomt repræsenteret i faglitteraturen, og efterlevelsen af lovens intentioner og udbygningen af området har været overordentlig forskellig fra kommune til kommune.

Udlægningen til kommunerne har gjort det vanskeligt at skabe ensartede regler, udarbejde statusopgørelse over omfanget og vurdering af kvaliteten. I et forsøg på status af Elise Nielsen og Henning W. Nielsen konkluderes, at det er relativt tilfældigt, hvilke børn der tilgodeses, og hvilke der bliver snydt for relevant hjælp. Kommunernes størrelse, presset på PPR-kontorerne (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og manglende faglige forudsætninger fremhæves som nogle af de mere tungtvejende årsager.

I de følgende afsnit gennemgås i tre velskrevne artikler det lovstof, der knytter sig til området. Her er skabt et grundlag for den PPR, som vil opprioritere området i dialog med politikere, institutioner og forældre.

Og herefter fortsætter bogen sin optur. Et metodeafsnit med fire artikler om 'Den første forældresamtale', 'Dialog og samarbejde', 'Forældreinddragelse i det specialpædagogiske arbejde' og 'Forebyggende arbejde må være opsøgende'. Vægtige artikler skrevet af erfarne folk.

De følgende fire artikler om iagttagelse, undersøgelse og problembeskrivelse holder samme høje standard, og niveauet bevares i afsnittet om 'Teori og praksis', hvor Stig Brostrøm plæderer for læring i børnehaverne til afløsning af den til tider misforståede selvforvaltning. Per Kjeldsen giver anvisninger på, hvorledes forældrene får ansvaret tilbage for barnets udvikling i førskolealderen. Marianne Sommer understreger betydningen af at afdække små børns sprogforståelse, især når det drejer sig om børn med massive vanskeligheder, fordi kommunikationen er et af de bærende elementer i specialpædagogikken.

Et kortere afsnit om 'Lokaler, Indretning og Kvalifikationer' giver inspiration til at skabe ideelle rammer for den specialpædagogiske indsats.

I afsnittet 'Organisering af den specialpædagogiske støtte' indledes med en artikel om støttepædagogen og betydningen af klare handleplaner og forældrenes aktive involvering som accepterede medspillere. Dernæst gives ordet til amtslige og kommunale ledere, der beskriver, hvordan de hver især har indrettet sig, og man glæder sig over, hvor herligt vidt de har drevet det. Synd bare, at det harmonerer så slet med artikelsamlingens indledende analyse. Men måske kan man ikke som leder i dag være kritisk over vor egen virksomhed.

I bogens sidste afsnit 'Overgange' betoner Freddy Sahl nødvendigheden af at skabe helhed og sammenhæng i børns liv med særligt henblik på de børn, der har særlige behov. Linjen føres videre i en artikel af medarbejdere ved Dansk Videnscenter for ordblindhed, hvor der opstilles model for brobygning mellem institutioner i barnets første år.

Sammenfattende må artikelsamlingen siges at være en flot demonstration af den energi og vilje til kvalitet, som findes hos de specialpædagogiske faggrupper, og den vil i de kommende år kunne inspirere medarbejdere og kommuner til mange kvalitative forbedringer i den specialpædagogiske bistand til småbørn.