Kulturudvikling i skolen hjælper reformerne på vej

Bogen her er en del af serien ”Relationel pædagogik”. Første bog hed ”Relationsudvikling i skolen”. Med denne bog nummer to ønsker redaktørerne at sætte lup på den forandringsfilosofi, der gemmer sig i kulturen. Bogen har grundlæggende et systemisk og anerkendende perspektiv på forandring og udvikling.

"Kulturudvikling i skolen – hvordan?" består af cases fra skoler, der har arbejdet med kulturudvikling. Særlig interessant er det, at bidragyderne til bogens kapitler er lærere, skoleledere og konsulenter fra Danmark, Norge og Canada. Således bliver bogens cases, ud over at have farve fra forskellige nationer, endvidere en palet af forskellige perspektiver og tilgange, alt afhængigt af om du er underviser, skoleleder eller konsulent. Det er efter min mening med til at give bogen en særlig tyngde. Det virker simpelthen.

Gro Emmertsen Lund og Gitte Haslebo indleder bogen med et kapitel omhandlende de sammenhænge, der er mellem de fire niveauer: indsatser, drivkræfter, grundlæggende antagelser og erkendelsesteori i forhold til arbejdet med skoleudvikling. Fokus er på, hvilke drivkræfter for kulturudvikling i skolen der er virksomme. Hermed sættes tonen an for forståelsen af de efterfølgende kapitler med praksiseksempler fra landene.

Temaerne i casene omhandler blandt andet relations– og styrkebaseret klasseledelse, kollegial kommunikation og læring, og hvordan man kan arbejde med at skabe et fælles erkendelsesteoretisk fundament.

Afslutningsvis giver Gro Emmertsen Lund og Gitte Haslebo deres bud på, hvilke væsentlige områder eleverne skal lære færdigheder inden for og have med sig i deres videre færden: kollaborativ læring, kreativitet og innovation, samskabelse af kontekster og mening, kosmopolitisk kommunikation, helhedstænkning, kritisk tænkning og empati samt globalt medborgerskab og moralske forpligtelser.

Bogens fokus på, hvordan skolens kultur er bærende for den praksis, der udspiller sig, giver stof til eftertanke. Ikke fordi man som læser er uvidende herom, men mere fordi kulturudviklingen gennem bogen får lov til at fylde og blive væsentlig i skoleudviklingen lige nu og tilbyder andre veje ind i eller rundt om tilgangen til implementering af skolereformen. ”De særligt vigtige pejlemærker er udviklingen af en relationel skolekultur, organisering af samspils- og læreprocesser for både børn og voksne og en åbning af skolen for omverdenen”.

Det er forfatternes håb, at bogen kan være med til at igangsætte samtaler og overvejelser, angående hvilke indsatser, drivkræfter, grundlæggende antagelser og hvilken erkendelsesteori der skal vælges for at skabe den kulturudvikling, vi ønsker i den danske folkeskole. I denne sammenhæng er bogen en perle, som jeg varmt kan anbefale i den sammenhæng. Den er velskrevet, inspirerende og yderst relevant.

”Det gør en verden til forskel, om man arbejder individ- eller relationsfokuseret. Blandt andet bliver det muligt på baggrund af relationstænkningen og socialkonstruktionismen at udvikle et nyt dannelsesbegreb, nemlig relationel dannelse, som rummer nye potentialer for fremtidens skole”.

En god indgang til 2016. Læs den.