I bogens titel savnes et ord, nemlig 'danske'. Det er nemlig mindesmærkerne over dansk storhed, der interesserer forfatteren. Hvad svenskerne måtte have skabt siden den 27. maj 1660, henvises ofte til bisætninger, medmindre det da drejer sig om den svenske arkitekt Zettervalls pietetsløse omforandringer af de danske middelalderkirker til den selvgode, historicistiske smag i 1800-tallet - i øvrigt vel assisteret af hans danske kollega Meldahl, der i samme periode fik sat spir, løvefødder og gesvejsninger på mængder af bygninger i såvel Danmark som Skåne.
Den valgte vinkel er dog okay for mig, især fordi forfatteren stort set holder sig til, hvad man kan se i dag, og hvad man ved om lokaliteterne uden at forfalde til det flæberi, der kan være over det nationalromantiske historiesyn, der i visse kredse har fået en renæssance. Men lad os håbe, at andre følger op på opgaven, så områdets historie ikke reduceres til, hvad et antal tyske fyrsteætlinge fik smækket op af magtsymboler på begge sider af sundet.
Bogen er flot i sit udstyr, og ud over en fin historisk oversigt i indledningen indeholder den en mængde grundige og brugbare oplysninger om de udvalgte lokaliteter. Lige til at bruge i forberedelsen af ture til området. Der er by- og kommunevåben til de heraldisk interesserede, dog desværre uden forklaringer af symbolikken.
Angivelsen af danske former af nutidige stednavne er ikke særlig konsekvent. At Ystad oversættes ved Udsted kan ikke komme bag på nogen, som har tilbragt en lørdag eftermiddag på lokaliteten. Men den danske form må snarere være Isted, der betyder et sted, hvor der vokser takstræ - velegnet til langbuer. Nabobyen Simrishamn hed med garanti noget andet på dansk, ligesom fæstningen Kärnan i Helsingborg.
Men det er gennemgående en forstandig og dejlig bog, der giver lyst til at udforske området.
Øresundstogene går stort set til tiden. Der er masser af plads på motorvejsbroen. Af sted til spændende og nye oplevelser.
Kulturminder i Skåne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.