Kultur og dannelse

Hvis der er noget, vi er enige om ikke at vide noget om, så er det danskhed

»Det er bemærkelsesværdigt, at de, der råber højest om beskyttelse af deres nationale særpræg og kultur og føler sig kaldet til at drage i leding for den, er dem, der ved allermindst om den«.

Citatet skyldes dramatikeren Peter Eszterhás, der selv som ungarsk flygtning har mærket det danske samfunds krav om et fuldstændigt skifte af identitet til noget, som ingen rigtig ved, hvad er.

Temanummeret af dette værdifulde tidsskrift er en tankevækkende række artikler, der forsøger at indkredse og perspektivere begrebet »det nationale«. Det lykkes vel ikke de ni forfattere at afklare begrebet til fuldkommenhed, men de giver hver for sig gode bidrag.

Finn Thorbjørn Hansen spørger, om man kan tale om almen dannelse i en individualiseret kultur. Et spørgsmål, der konkretiseres gennem Peter Heller Lützens behandling af kontrasten mellem den traditionelle kanonlitteratur og triviallitteraturen, der indgår i eller simpelt hen udgør det grundlag, de fleste danskere har for at tale med om det samfund, hvis kultur de indædt stemmer for at bevare.

Peter Kemp behandler begrebet verdensborger. Hvad er det egentlig for værdier, »man« plejer at anse for universelle. Margrethe Vestagers »Værdier i virkeligheden« fra 2000 er det i hvert fald ikke, ifølge Kemp. Han betegner dem som »ha-det-rart-værdier«, der kan være fine nok til at skabe en antagelig atmosfære i klasseværelset, men som langtfra rækker som overordnede ledestjerner for det gode liv.

Både Ove Korsgaard og Uffe Østergård graver i historien bag vore forestillinger om national enhed. Korsgaard med vægt på forståelsen af velfærdsstaten som en rettighed for alle os, der tilhører det nationale fællesskab. Og Østergård påtager sig at punktere en række myter i forhold til dette fællesskab, som han mener aldrig har eksisteret som noget absolut. Undervejs giver han den klareste oversigt over, hvad de slesvigske krige egentlig drejede sig om, som jeg endnu har læst.

Redaktionen af tidsskriftet har endnu en gang bidraget til indsigt. Ikke den absolutte, ufravigelige, skråsikre, selvglade men indsigten i, at komplicerede spørgsmål ikke kan besvares med enkle svar.

Men tak til forfatterne for, at de prøvede.