Der er grænser for, hvor effektiv man kan gøre sin omsorg for børn, ældre og handicappede, siger formanden for de kommunalt ansattes forhandlingsorgansation KTO, Dennis Kristensen, i en kommentar til ministerens udmelding i dagens udgave af Børsen.
"Selvfølgelig kan der også effektiviseres i kommunerne - fx gennem øget brug at ny teknologi. Men at tale om effektiviseringer i den målestok, som lanceres af finansministeren, er helt ved siden af. Konsekvensen af ministerens forslag vil være, at der vil blive væsentlig mindre tid til den enkelte ældre, klassekvotienten i skolerne skal sættes kraftigt op, der skal presses flere børn ind i børnehaverne og så videre", siger Dennis Kristensen og tilføjer:
"For de ansatte vil forslaget indebære en øget nedslidning og et forringet arbejdsmiljø".
"Effektiviseringer alene kan ikke løse det udgiftspres, kommunerne er sat under i forhold til gennemførelsen af kommunalreformen, og det kan heller ikke på længere sigt dække udgifterne til at kunne imødekomme borgernes serviceefterspørgsel. Finansministerens udmelding er simpelthen ikke realistisk".
KTO: Thor Pedersen-udmelding betyder højere klassekvotienter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.