Hvis politikerne på Christiansborg bliver enige om, at de lavest lønnede offentligt ansatte skal have en ekstraordinær lønstigning, så skal det kommunale forhandlingsfællesskab KTO ikke bestemme, hvem der skal have pengene, mener FOAs formand Dennis Kristensen.
"Der skal være en diskussion mellem de grupper, som det berører. Det skal ikke nødvendigvis være en diskussion i KTO", siger Dennis Kristensen til folkeskolen.dk.
FOA har lavet en række udregninger, der viser, at 264.819 lavtlønnede offentligt ansatte kan få 1500 kroner om måneden, hvis politikerne giver en lønpulje på fem milliarder.
"Det er dem, der arbejder inden for de traditionelle kvindefag. Vores bud i FOA er, at det folk, der arbejder inden for børnepasning, ældrepleje, svage grupper og sygehusene", siger Dennis Kristensen.
FOA-formand: Ingen ekstraordinære lønstigning til lærerne
Dermed mener han, at hverken lærere eller politibetjente skal have del i en ekstraordinær lønstigning. Han begrunder det med, at dengang da opgaver i hjemmet gik over til at blive løst af det offentlige, fik de typiske mandefag mere i løn end kvindefagene. Dengang var lærerfaget et mandefag.
"Vi har en kønsbestemt lønforskel, som er uacceptabel, eftersom vi har en regel om ligeløn", siger Dennis Kristensen.
Han mener, at denne overenskomst er en rigtig god chance for at rette op på det.
DLF's formand Anders Bondo, der også er formand for KTO, mener, at hele den danske måde at lave overenskomster på vil komme i fare, hvis politikerne vælger at øremærke pengene til bestemte grupper. Den samme holdning holder Socialdemokraterne indtil videre fast ved.
"I KTO har samtlige organisationer en forpligtelse til at sørge for, at alle kommer i mål. Men jeg er overbevist om, at politikerne kan se værdien i det danske aftalesystem. Så jeg er ikke så bekymret for det, som foregår i øjeblikket," siger Anders Bondo Christensen til dagbladet Information.
Alternativt politisk flertal
I denne uge har LO's formand Harald Børsting mødtes med repræsentanter fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har klart udtalt, at han ikke vil være med til at sætte en særlig lønpulje af til de offentligt ansatte. Og i går sagde sagde De konservatives skatteordfører Lars Barfoed ifølge Information, at Dansk Folkeparti vil blive holdt uden for finanslovsforhandlingerne, hvis de benytter sig af muligheden for et alternativt flertal med oppositionspartierne.
Nye toner i OK-forhandlinger
Professor og politolog Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Buisness School, mener at politikerne har sat gang i en udvikling, som bliver svært at stoppe.
"Vi er allerede i en uheldig spiral. Politikerne er begyndt at blande sig i overenskomstforhandlingerne på en måde, som de ikke tidligere har gjort", siger Ove Kaj Pedersen til Information. "Jeg er spændt på at se, hvordan statsministeren løser knuden. For han har jo helt ret i, at hvis man øremærker løn til bestemte grupper, er der ingen tvivl om, at det vil føre til en øget konkurrence på løn mellem offentligt ansatte. Ellers mister vi den sammenhæng, der normalt er her i landet mellem uddannelsens længde og lønnens størrelse".
KTO er splittet om politikernes lønløfter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.