Kritik af skolen i børnehøjde

Den 12-årige enspænder Arthur Bruhn føler sig ensom og synes, det er svært at være en del af likes- og selfiefællesskabet i skolen. Ved et møde med skolens AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel), den evigt madglade Povl, introduceres han for begrebet ”superkræfter”. Et danskprojekt fører den ensomme Arthur sammen med den rapkæftede klassekammerat, pigen Yama, der deler en hemmelighed med ham og hjælper ham med at afdække sin superkraft. Kort tid efter får Arthur og Yamas skole besøg fra Undervisningsministeriet. I den forbindelse møder børnene historiens egentlige superskurk personificeret som ”Jakkesætmanden”; departementschefen Leo Manchot, der har sørget for, at undervisningsministeren kun oplever den polerede virkelighed af en skole og ingen ”rigtige elever”. Det kan hverken Arthur eller Yama acceptere, og begivenhederne tager for alvor fart, da en video med Arthurs kritik går viralt.

Forfatteren har haft flere børn i målgruppen til at anmelde bogen. Ifølge citater fra bogens bagside kunne de lide, hvad de læste, og allerede nu er der lagt an til flere bøger i serien om Arthur. Og det er en god historie, hvor der er mulighed for at skabe identifikation med bogens hovedpersoner, Arthur og Yama, og deres skolehverdag. Fra et dansklærerperspektiv er bogen velegnet til både højtlæsning og selvstændig læsning med en læsbarhed, der vurderes at passe til de ældste elever på mellemtrinnet. Sproget er humoristisk, og tegninger understøtter handlingen.

I ”Arhur Bruhn og superkræfterne” tegnes et billede af en skole, hvor test tillægges for stor betydning, og hvor lærere og skoleleder har mundkurv på. Heldigvis nuanceres det dystre billede, blandt andet i kraft af AKT-Povl og Yama, der hjælper Arthur med af få øje på sit potentiale, sin superkraft.

Som lærer er det svært ikke at fatte sympati for bogen og dens budskaber. Tænk, hvis vi som lærere forholdt os mere kritisk til test og ikke tillagde dem så stor betydning? Og tænk, hvis man var en vejleder ligesom AKT-Povl, der ”ingen rigtige timer har” og derfor altid har tid til at tale med og hjælpe børnene, hvis der altså ikke lige er mad i farvandet.

I forhold til klimaks og afslutning er bogens handling ret forudsigelig. Til gengæld tør forfatteren give hovedpersonerne, Arthur og Yama, en stemme, der forholder sig kritisk til forholdene på deres skole og lader dem handle aktivt og opleve at blive taget alvorligt. Og er det ikke lige præcis det, vi som folkeskole skal danne børn og unge til?

Det er forfriskende med en børnebog, hvor der er noget på spil – i dette tilfælde en stillingtagen til skolesystemet i et børneperspektiv. Jeg er spændt på toeren!