Krigsramte børn i eksil

Vi ser det hver aften, hvis vi ellers kan holde det ud, og det uden at få kaffen galt i halsen. Krig, vold, død, ulykke og ubærlig sorg. Måske ser vi lidt væk, når der advares om alt for uhyggelige billeder, men vi kan se nok så meget væk, det er sket og sker alligevel hver dag en genudsendelse, men ofrene er nye. Med fjernbetjeningen inden for rækkevidde kan vi selv sætte grænsen, for andre er det ikke som at være der selv de er der.

Man kan vænne sig til næsten alt, og børn fødes ind i miljøet, det krigsramte, voldelige, umenneskelige miljø. For børn er det umiddelbart som verden er, og den lærer man så at leve i og præges af den. Nogle har været så heldige, at deres familier har kunnet flygte til en ny verden, for eksempel Danmark. Men det, man lærte, duer ikke rigtigt, og som man vokser op, kommer man nemt skævt ind på tilværelsen og samfundet. Og så er der nye negative nyheder at servere til aftenkaffen.

Hårdest ramt er børn, som er vokset op under krigsforhold og/eller i flygtningelejre. Vi har ikke mange af dem i vore skoler, men dog for mange. Man kunne tro, de var kommet til paradis her i vort fredelige land, men faktisk forstærkes problemerne ofte, med vrede og mangel på tillid til omgivelserne. At skulle møde sådanne børn og unge og forsøge at få dem inden for pædagogisk rækkevidde er et projekt. Og hvordan gør man så lige?

Der kan hentes megen hjælp og inspiration i denne bog, som behandler disse og nærliggende problemkomplekser og beskriver afsluttede og igangværende forløb, teorien bag, organisationen og praksis. Det fremgår klart, at det ikke er nemt, og at det kan være meget frustrerende at arbejde med disse børn og unge og deres familier. Men ikke håbløst. En god og fyldig indholdsfortegnelse hjælper på overblikket.

Bogen er også interessant for andre, end hvem der har brug for den her og nu, især fordi den beskriver forhold, som kan medvirke til at skabe større forståelse for mekanismerne bag meget af den ellers uforståelige adfærd, vi ser beskrevet i medierne og måske selv oplever. Og selv om man ikke er enig i udsagnet: At forstå alt er at tilgive alt, er det dog et stort skridt på vejen.