Kooperativ læring i undervisningen

I virkeligheden finder jeg forord og det indledende kapitel så væsentligt, at alene disse bør være grund nok til at anskaffe sig bogen. Hvorfor kooperative læreprocesser? spørger man her, og de begrundelser, som gives af de to kompetente kvinder Anne Marie Østergaard og Grethe Kjær, er veldokumenterede og i den grad relevante.

For eksempel peges på, at tysk forskning viser, at den traditionelle "belæringskultur" fortsat synes at dominere mange steder. I en sådan "lærercentreret spørg og svar-organisering" opstår der en "konkurrencesituation, hvor alle i bund og grund arbejder mod alle". Kommer en elev med det rigtige svar, mister andre muligheden for at give deres egen viden og dermed at opnå lærerens anerkendelse. Et forkert svar øger derimod de andres mulighed for at bringe sig selv på banen. "I sidste instans bygger den enes succes på den andens fiasko".

Som modsætning til dette forhold bringes den kooperative læring på bane, fordi man her udnytter børnenes forskellighed som en resurse og arbejder bevidst med at opbygge inkluderende fællesskaber. Målet er at fremme alle elevers aktive deltagelse inden for klassens fællesskab, idet gode sociale relationer formodentlig anses for den vigtigste enkeltfaktor med henblik på at opleve en mening med livet, skolen eller arbejdet.

I kooperativ læring arbejder man i firemandsgrupper (team), og man erkender, at "lære om" ikke er det samme som at "opnå" for eksempel social kompetence. Derfor er det nødvendigt med en grundig oplæring og muligheder for at øve sig, hvis man skal kunne arbejde godt og velfungerende i et team.

Meget enkelt og overskueligt foreslås det, at man etablerer et "socialt læringscenter" i hver klasse, som er en slags opslagstavle med nogle faste rubrikker påhæftet. Her visualiseres og undervises i relevante sociale kompetencer, ligesom vi gør det med enhver faglig kompetence.

Det er bogens ønske at give et overblik over den form for kooperativ læring, som er blevet praktiseret på Margit Weidners skole og en række andre skoler i Tyskland siden 1996. Her beskrives kort de væsentligste indholdsmæssige elementer ved kooperativ læring, ligesom der gives eksempler på arbejdsforløb i henholdsvis 5. og 9. klasse. Det er muligt for "uindviede" at hoppe ind, men jeg vil dog mene, at den erfarne kooperative lærer får langt det største udbytte af såvel overvejelser som praktiske forløb.

I bogens sidste kapitel peges på, at kooperativ læring bør anskues som led i skolens samlede indsats. Jo, interessant; men hvor de første kapitler virker gennembearbejdede og meget praksisnære, så er dette sidste præget af en række ikke overbevisende betragtninger. Skolelærere bør efter min mening springe kapitlet over, og spørgsmålet er nok, hvor mange skoleledere - med al respekt - der vil lade sig inspirere af de løse tanker om en "kooperativ skolekultur"?