I planen står der ikke noget om, at testresultaterne fra de enkelte skoler skal listes og sammenlignes. Derimod fremgår det, at resultaterne af de læsetest, som gennemføres i 2., 3., 4. og 8. klasser, skal bruges pædagogisk i undervisningen af den enkelte elev:
"Vores læsekonsulent laver en rapport til uddannelsesudvalget om det samlede kommunale resultat, men hun bruger det meste af sin tid på gennemgå den enkelte klasses resultat med læreren", fortæller skolechef i Kolding, Palle Mygenfordt.
Kommunen har som nævnt brugt læsetest i 25 år og har de seneste ti år vedtaget læsehandleplaner for fem år ad gangen bl.a. på baggrund af læsetest-rapporterne. Et af de seneste initiativer er at få efteruddannet de yngste klassers dansklærere i læseundervisningen:
"Det er en af mine kæpheste, at vi har mistet en masse viden, fordi mange af de lærere er gået på pension, hvor læsekonsulenten bare vidste, at her ville resultatet være over gennemsnittet uanset hvilke børn, der sad i klassen".
Den netop vedtagne evalueringsplan rummer også et krav om, at skolerne hvert fjerde år skal fastlægge værdier og mål, synliggøre dem og følge op på, om målene nås. I virksomhedsplanen skal skolen hvert år fastlægge indsatsområder og følge op på dem. Den kommunale evalueringsplan er en minimumsplan, og meningen er, at skolerne selv skal tage andre evalueringsværktøjer i brug:
"Evaluering er ikke et fremmedord på skolerne, men evalueringen kunne måske strammes op og blive bedre. Politikerne har krav på at få tilbagemeldinger på, hvad de får for pengene, og lærerne har brug for, sammen med specialister, at følge op på, hvordan undervisningen virker. Det er vigtigt, at de to ting går hånd i hånd", siger Palle Mygenfordt.
Evalueringsplanen har været til høring i skolebestyrelserne før vedtagelsen.
Kolding sætter evalueringen i system
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.