Fritidsjob

Ejendomschef Jakob Folkenberg Eriksen underskriver samarbejdsaftalen med virksomheden Frak, der forsøger at give udsatte unge fodfæste og struktur gennem et fritidsjob.

Udsatte elever skal vedligeholde bygninger for Lærernes Pension

Lærernes Pension har indgået et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Frak. Udsatte unge skal  tjene penge i fritiden på at være til at vedligeholde pensionskassens ejendomme i København.

Offentliggjort

Når der i fremtiden skal males en trappeopgang eller laves vild-med-vilje-haver i de ejendomme, som Lærernes Pension ejer i København, skal arbejdet udføres af  unge på job i Fritidsakademiet under den socialøkonomiske virksomhed Frak.

Frak hjælper udsatte unge mellem 13 og 17 år med at få et fritidsjob. De unge hos Frak er erklæret ikke-uddannelsesparate og er ofte kriminalitetstruede, på kanten af samfundet eller har sårbare familie- eller livssituationer.

Med fritidsjobbet får de løn hver 14. dag og arbejder i grupper sammen med to gruppeledere, der står for oplæring, supervision og kvalitetssikring af arbejdet.

De fleste unge arbejder i fritiden – men hvis den unge er visiteret af kommunen, kan arbejdet også delvist foregå i skoletiden.

Det synes Lærernes Pension er så godt et tiltag, at selskabet har lavet en samarbejdsaftale med Frak, fortæller Hassan Chaachouh, der er projektleder for Danske Ejendomme.

”I byggeriet i dag er der meget fokus på klima, men helt personligt kan jeg godt savne, at der også var lidt mere fokus på social bæredygtighed. Derfor vil vi gerne prøve at se, om vi med det her samarbejde kan få andre store ejendomsinvestorer til at gøre det samme”, siger han.

Aftalen er, at Frak og deres unge udfører lettere håndværksmæssige opgaver i Lærernes Pensions ejendomme. Ved større renoveringer eller byggearbejde vil der fortsat blive hentet tilbud ind fra private byggefirmaer.

”Vi får løst nogle opgaver til den samme pris, som hvis vi skulle have en anden håndværker ud til ejendommen, og samtidig gør vi noget rigtig godt for de unge. Vi gør noget godt med vores investeringer uden at skulle gå på kompromis med vores afkast. Det er vores yndlingsmåde at investere på”, siger ejendomschef i Lærernes Pension Jakob Folkenberg Eriksen.